Privatansattes løn er steget det seneste år

25-11-2015 af Sabrine Mønsted

3,4 procent er de privatansattes gennemsnitlige løn steget det seneste år, viser Bibliotekarforbundets årlige lønundersøgelse blandt de privatansatte medlemmer.

- Der er tale om en pæn reallønsfremgang, da forbrugerpriserne i samme periode kun er steget med gennemsnitligt 0,5 procent, siger chefjurist i BF Karin V. Madsen.

Det er de yngre årgange, der har fået de højeste lønstigninger, hvilket svarer til det generelle billede på arbejdsmarkedet.

Gennemsnitslønnen for en privatansat var i september måned 45.584 kroner inklusiv pension. Kandidater tjener generelt mere end bibliotekar DB’er, men det mest afgørende for lønniveauet er, hvilken branche man er ansat i.

- Der er for eksempel næsten 15.000 kroner i forskel på månedslønnen mellem ansatte i it/data-branchen og ansatte i forlagsbranchen, fortæller Karin V. Madsen.

Hendes råd til medlemmer, der står over for en lønforhandling enten til den årlige lønsamtale eller i en ansættelsessituation er at komme med et lønudspil, der er ambitiøst, men realistisk. For at pejle sig ind på det rette niveau, kan man kigge på tabellerne i Bibliotekarforbundets lønstatistik blandt andet under »branche« og under »uddannelse/dimittendår«.

I starten af 2016 vil Bibliotekarforbundets lønmagasin blive sendt ud til medlemmerne, og i løbet af december kan du finde løntabellerne på bf.dk.


Skriv en kommentar