QR-koder kan hjælpe læsesvage

02-03-2015 af Sabrine Mønsted
Endnu har vi ikke set mange e-bogstitler, der udnytter de digitale muligheder. Det gør til gengæld en ny serie af papirbøger til børn.
Arkivfoto: Nordborg Bibliotek, Jørgen Plaug.

På bibliotekerne arbejder man hele tiden med at lade formidlingen følge med den digitale udvikling, og også i forlagsbranchen sker der nye tiltag. Den seneste QR-bog fra forlaget DigTea, Jens – en soldat i krig, ligner en almindelig papirbog, men QR-koder undervejs indeholder lydfiler med lyden af en slagmark, en videosekvens fra slagmarken, kort over området og fotos. Og man kan få hele bogen læst op ved hjælp af en QR-kode.

Forlaget har også en serie sprogbøger, for eksempel Betty’s Alphabet Book, der er til børn, der har haft engelsk et år. Her slutter bogen med ABC-sangen og et bogstavark, der kan printes ud via QR-koden.

I flere lektørudtalelser bliver QR-bøgerne anbefalet, fordi de gør læsningen mere levende, men især muligheden for oplæsning fremhæves, fordi det kan hjælpe børn med læsevanskeligheder, når de både kan se og lytte til teksten og udtalen.   

Indtil videre er der udgivet cirka 150 titler med QR-koder på forlaget DigTea, der er blandt de første til at putte digitale muligheder ind i papirbøgerne.

Se mere på digtea.dk


Skriv en kommentar