Sammenhæng mellem innovation og uddannelse i det offentlige

16-09-2015 af Emma Nikander
Offentlige arbejdspladser med højtuddannede ansatte skaber udvikling og innovation, viser en ny analyse fra Center for Offentlig Innovation. 

Det er allerede dokumenteret, at højtuddannede medarbejdere i den private sektor har en positiv indvirkning på innovation i sektoren. Nu dokumenterer en ny analyse fra Center for Offentlig Innovation (COI) en sammenhæng mellem højtuddannede medarbejdere og nye innovative tiltag i det offentlige. Hvad enten det er skoler, børnehaver eller sygehuse, er sandsynligheden for, at der bliver udviklet nye måder at gøre tingene på, større, hvis en stor procentdel af de ansatte på en arbejdsplads er højtuddannede.

Denne viden skal bruges til at udvikle den offentlige sektor, mener formand for Akademikerne, Finn R. Larsen, der glæder sig over, at der nu findes en dokumenteret sammenhæng også i offentligt regi.  

»Vi skal bruge denne viden til at fremme en udvikling på de offentlige arbejdspladser. Der er behov for, at vi ser på, hvordan styring og ledelse i den offentlige sektor udvikles innovativt, så for eksempel en nulfejlskultur ikke står i vejen for at skabe nye, bedre løsninger,« udtaler han.

Læs mere om baggrunden for analysen, og hvilke spørgsmål den rejser, på Center for Innovations hjemmeside.
 

Skriv en kommentar