Se debatten »Servicebegrebet under forandring« på bf.dk

30-09-2015 af Sabrine Mønsted

22. september inviterede Perspektiv til debataften i Bibliotekarernes Hus under overskriften »Servicebegrebet under forandring«. Debatten blev live streamet og kan nu ses på bf.dk.

Besparelser er blevet et vilkår, I skal leve med. Det var et af budskaberne, der lød til Perspektivs debataften. Foto Jakob Boserup

Hvor er faget og servicebegrebet på vej hen i en tid, hvor mange biblioteker eksperimenterer med tidsbestilling, callcenter og nye måder at opsøge brugerne på? Perspektiv havde sat fem paneldeltagere i stævne for at tage debatten. Det var biblioteks- og borgerservicechef i Næstved Karen Delfs, borgmester i Roskilde Joy Mogensen (A), lektor på IVA Henrik Jochumsen, tillidsrepræsentant i Københavns Biblioteker og medlem af BF’s hovedbestyrelse John Holmgaard Ulletved Knudsen Larsen samt Bibliotekarforbundets formand Tine Jørgensen.

- Det nytter ikke noget, at vi holder fast i at sige, at der er fri og lige adgang. For det er jo ikke alle, der kommer, og det er dem, der ikke kommer, vi også rigtig gerne vil nå, og det kræver, at vi kan frigøre ressourcer til det, sagde blandt andet biblioteks- og borgerservicechef i Næstved Karen Delfs.

Blandt publikum var der stor lyst til at debattere. Emilie Wieth-Knudsen fra Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne pegede på, at biblioteket i dag omtales både som kulturhus og mødested, og bibliotekets mange funktioner kalder på, at man som bibliotekar også skal være underviser, foredragsholder, mødeleder og så videre.

- Der mangler en snak om, hvorfor vi gør det. Jeg vil hjertens gerne også undervise folkeskoleelever i informationssøgning, men der skal også være nogen tilbage i biblioteket, og det er en balancegang, konstaterede hun.

Perspektiv bringer i næste nummer en længere artikel med synspunkter fra aftenen. 

Se eller gense debataftenen

Skriv en kommentar