Tre nominerede til BØFA-prisen 2015

17-08-2015 af Emma Nikander

Når BØFAs årlige kulturpris uddeles, består feltet af tre helt forskellige initiativer på kulturområdet for børn og unge.


Den 8. september uddeles BØFAs årlige kulturpris. De nominerede tæller avisen Kids’ News, der ugentligt bringer nyheder formidlet i børnehøjde i papirform og som e-avis. Det andet nominerede initiativ er Bookeater.dk (tidligere boggnasker.dk). Hjemmesiden er et forum for unge med interesse for bøger, hvor brugerne skriver skønlitterære tekster, diskuterer og anbefaler bøger til hinanden. Sidste nominerede er læsekampagnen gratisbørnebøger.dk. På hjemmesiden finder man børnebøger fra nogle af landets bedste børnebogsforfattere til fri og gratis brug.

BØFA-prisen er en hæderspris, der hylder nyskabende kulturelle tiltag på børne- og ungdomsområdet. I udvælgelsen af de nominerede bliver der lagt vægt på, at det er tiltag, som bidrager til at understøtte børns udviklingsmuligheder.

Sidste år gik prisen til nonprofit-projektet Læs for livet. Projektet arbejder med at etablere små biblioteker på krisecentre, børnehjem og andre institutioner, hvor børn og unge ikke normalt har adgang til bøger. Grundtanken er, at litteratur spiller en rolle i social udvikling og kan bidrage til at sikre sårbare børn og unge en bedre livskvalitet og en mulighed for at bryde den sociale arv. 


Skriv en kommentar