Beskyldninger uden hold i fakta

25-08-2016 af Anette Lerche
Vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, og næstformand i den dommerkomiteen, der uddelte prisen som årets nye folkebibliotek til Dokk1 kalder beskyldninger om , at prisen er købt og betalt af danske myndigheder for grove og uden hold i fakta.
Kåringen af Dokk1 som verdens bedste nye folkebibliotek har givet debat i Danmark. Kritikere mener, at det er danskere, der har uddelt prisen til danskere. Vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen er uenig. Arkivfoto

I et modsvar til journalist David Trads kritik af forholdene omkring udvælgelsen til prisen som årets nye bedste folkebibliotek afviser vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen Morten Lautrup-Larsen beskyldningerne om, at prisen er købt og betalt af danske myndigheder. 

»Der er hverken statslige eller kommunale penge i præmien til vinderen. Prisen er i år sponsoreret af Systematic – en virksomhed der blandt andet leverer it-udstyr til danske biblioteker«, skriver han i et indlæg i Jyllands Posten.

Morten Lautrup-Larsen peger på, at dommerkomiteen har bestået af otte uafhængige, faglige eksperter.

»Det er rigtigt at seks af dem var danskere, men jeg synes ærlig talt, at det er groft at antyde, at vi ikke har arbejdet seriøst og sagligt med udvælgelsen«, skiver vicedirektøren.

Læs vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, Morten Lautrup-Larsens indlæg »Fup og fakta om Dokk1-udnævnelsen«.

Læs journalist David Trads indlæg »Korrupt kåring af Aarhus-bibliotek som klodens bedste«.