Bibliotekarerne er mere relevante end nogensinde

07-11-2016 af Anette Lerche

Bibliotekarerne har knækket koden til, hvordan de gør sig mere relevante end nogensinde, og det kan journalister og medier lære af, skriver det amerikanske magasin Columbia Journalism Review.

De traditionelle medier har for længst mistet deres position som dem, der kontrollerer og medierer den offentlige debat. Mediebranchen står i en situation, hvor den skal finde svar på, hvorfor folk skal bruge den, og mediebranchen er stadig famlende, skriver Columbia Journalism Review i artiklen »What the news media can learn from librarians«.

Bibliotekarerne tilhører også et fag, der er udfordret af den teknologiske udvikling og befolkningens generelle tro på, at den kan klare det meste via google. Men bibliotekarerne har fundet et overbevisende modsvar, konstaterer artiklens skribent Louise Lief, der er tilknyttet American University School of Communication.

- Bibliotekarer navigerer i en verden af information og hjælper studerende og lærde med at få den information, de har brug for, og skelne god information fra dårlig. De har set deres egne teknologiske udfordringer i øjnene og har udviklet et sæt principper til at hjælpe offentligheden med at vurdere troværdigheden af information og bruge den etisk. De kalder det informationskompetencer. For bibliotekarer er succes, når en studerende spørger »Hvem siger det? Hvad bygger det på? Hvad er beviset?«, eller når de får forklaret studerende, hvad eksempelvis plagiering er.

Louise Lief mener, at netop den måde, bibliotekarerne har fundet et tydeligt svar på, hvor de er relevante, er en klar inspiration til, hvordan medierne i dag kan løse deres udfordringer.