Biblioteket er et vandhul for udsatte børn og unge

22-06-2016 af Sabrine Mønsted

Vi skal værne om biblioteket som et sted, der gør en afgørende forskel for udsatte børns livsbane, mener forfattere og debattører Ahmad Mahmoud og Lisbeth Zornig Andersen.

Foto: Sabrine Mønsted

I en paneldebat på Folkemødet blev bibliotekets og bibliotekarernes rolle i forhold til socialt udsatte og mønsterbrydere debatteret under overskriften »RUM-lighed«.  

- Det var ikke lykkedes for mig uden biblioteket, siger Ahmad Mahmoud, der i dag er maskinmester på Novo Nordisk, forfatter og debattør, men voksede op som søn af palæstinensiske flygtninge i et råt ghettomiljø.

Ahmad Mahmoud mener, at bibliotekerne spiller en afgørende rolle for mønsterbrydere, men at politikerne overser bibliotekernes sociale indsats, når de konstant skærer i budgetterne eller lister andre kommunale opgaver ind ad bagdøren.

 - Biblioteket må ikke blive en bogcentral eller et socialkontor – det har intet med et bibliotek at gøre. Biblioteket skal være et frirum, og mødet med en bibliotekar, der kan inspirere og udfordre dig, er det vigtigste.

Lisbeth Zornig Andersen er enig og kalder biblioteket et vandhul for udsatte børn og unge.

- Det er ikke skolen eller hjemmet, men et sted med gode voksne, der kan åbne en sprække ind til det udsatte barn. Og bibliotekarernes rolle i den sammenhæng er mere vigtig end nogensinde, fordi »ghettofiseringen« gør, at vi ikke længere er nabo til de socialt udsatte børn.

Kulturen er end ikke på listen

Når vi alligevel oplever konstante nedskæringer på bibliotekerne, skyldes det ifølge socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen manglende viden og deraf manglende prioritering.

- Vi er oppe mod andre politiske prioriteringer i kommunerne, og når vælgerne op til et valg bliver spurgt om, hvad de mener er vigtigst, så kommer kulturen ikke engang med på listen. Det bliver stadig set som flødeskum, så opgaven er at få flere, også kommunalpolitikere, til at forstå, at det er rugbrød, siger Mogens Jensen og understreger, at kulturvane-undersøgelsen eksempelvis viser, at børn med anden etnisk baggrund end dansk bruger biblioteket mere end børn med etnisk dansk baggrund.

Vi rækker ud

Louise Eltved Krogsgård er udviklingskonsulent på Brønderslev Bibliotek og ansvarlig for projektet Småt brændbart, der skaber tiltag for socialt udsatte børn og unge. Biblioteket har blandt andet skabt plads til, at børn, der er i overvåget samvær med en forælder, kan være på børnebiblioteket i stedet for kommunekontoret. Og så har de arrangeret en FIFA-turnering for drenge i et asylcenter.

- Vi ved, at det at være med i et fællesskab gør en forskel, og derfra er der åbnet op for litteraturformidling og de andre tilbud, biblioteket har, siger Louise Eltved Krogsgård.


Læs Ahmad Mahmouds personlige historie Biblioteket blev min port ind til Danmark. 


Debatten om rummelighed på biblioteket foregik på Folkemødet 2016, 18. juni i Kulturens telt.

Ahmad Mahmoud deltog sammen med Lisbeth Zornig Andersen, Mogens Jensen (S), bibliotekar Louise Eltved Krogsgård og Paul Natorp, medlem af Frivilligrådet. Bibliotekarforbundets formand Tine Jørgensen var moderator på debatten.