Flere akademikere i private virksomheder

15-08-2016 af Sabrine Mønsted

Det private arbejdsmarked har fået øjnene op for den akademiske arbejdskraft. I 2015 kom der 6.000 nye AC-jobs på det private arbejdsmarked, viser en analyse fra hovedorganisationen Akademikerne.  

Hvert tredje nye job i 2015 blev besat af en akademiker, selvom akademikerne kun udgør 12 procent af arbejdsstyrken, skriver Akademikerne, der har analyseret på de nyeste beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik.

Det betyder, at akademikernes andel af den samlede private beskæftigelse er vokset fra 6,1 procent til 9,4 procent i perioden 2006-2015.

»Virksomhederne er for alvor begyndt at se fordelene ved at gøre brug af akademikere til at skubbe på væksten og udviklingen i deres forretning. Virksomhedernes behov for medarbejdere med den nyeste viden og højtspecialiseret arbejdskraft vil kun fortsætte med at vokse. Derfor er det også vigtigt at fastholde fokus på at fremme en højtuddannet arbejdsstyrke i Danmark,” siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Se Akademikernes analyse.

Læs nyhed fra Akademikerne: Akademikerne løber med de nye jobs.