Forstå, hvad der driver dine medarbejdere

28-09-2016 af Sabrine Mønsted

Som leder har du forskellige typer af medarbejdere, der er drevet af forskellige former for motivation i deres arbejde. Forsker og ledelseskonsulent Helle Hein taler om fire arketyper, du bør kende som leder.

For at få sine medarbejdere til at yde deres bedste og være tilfredse skal man som leder forsøge at finde ind til, hvad der motiverer dem, ifølge forsker Helle Hein. Hun arbejder med fire arketyper på arbejdsmarkedet. De er drevet af forskellige ting og har forskellige behov for at kunne udføre deres arbejde bedst muligt.  

Kort fortalt er det Primadonnaen, der bliver motiveret af at arbejde for en højere sag. Og det er Præstations-tripperen, hvor den ekstroverte præstations-tripper arbejder i sin egen sags tjeneste og går efter at skabe personlig succes, mens den introverte elsker at knække en faglig nød.

Pragmatikeren er fokuseret på balancen mellem arbejde og fritid og er ofte meget social. Og til slut kommer lønmodtageren, der udelukkende arbejder for at få sin løn.

- Ofte er vi ikke selv bevidst om, hvad der motiverer os mest og hvorfor, men eksempelvis har den introverte præstations-tripper brug for ro for at kunne knække de faglige, svære nødder, der tænder dem i deres arbejde. Hvis de konstant bliver afbrudt, er resultatet, at de ikke leverer varen og bliver nedtrykte. Det er godt at vide som leder, når man overvejer at lave storrumskontor, siger Helle Hein med et smil.

For den type medarbejdere er lederens rolle at skabe rum til fordybelse og tid til faglig sparring. Modsat lever den ekstroverte præstations-tripper af ros i alle afskygninger, fordi de er motiveret af og henter energi i at nå de faglige mål og høste omgivelsernes anerkendelse for det.

Mening med opgaven

Det er generelt en vigtig ledelsesopgave at tale meningen frem i arbejdsopgaverne, så det ikke kun handler om drift og lommeregneren, mener Helle Hein. Men det er især afgørende, når man leder primadonnaer.

- De hopper ikke på en opgave, fordi deres leder siger, at den skal laves. Det skal give mening for dem, og de skal opleve, at det er for en højere sags tjeneste, så bilagsafregninger og ferieskemaer får ikke førsteprioritet, hvis de overhovedet bliver lavet, siger Helle Hein.

Hun holdt oplæg på Bibliotekarforbundets Morgenmøde for ledere den 27. september under titlen Ledelse af primadonnaer. Planen er, at morgenmødet også afholdes i Aarhus i første halvdel af 2017.

 

Læs mere

Bliv klogere på Helle Heins arketyper i artiklen:

»Enhver arbejdsplads skal have en primadonna«, Perspektiv 2011.

Og i hendes bog: Primadonnaledelse – når arbejdet er et kald, Gyldendal Business, 2013.

 

 

Skriv en kommentar