Gamle udlånsprotokoller efterlyses

15-08-2016 af Anette Lerche

Til oktober skal Trine Søndergaard hjælpe med at bygge et bibliotek op på en farmaceutuddannelse i Tanzania for Farmaceuter uden Grænser. Men hun mangler en række ting, før biblioteket kan fungere. 

Oprindeligt var Trine Søndergaards ønskeliste lang. Hun havde brug for kartotekskort, plastiklommer, udlånsfaner og meget mere til at starte et bibliotek op fra bunden på en skole for farmaceutstuderende i Tanzania. Sidenhen er Eurobib kommet hende til hjælp, og ønskelisten er skåret ned til tre ting – en dymo, en blyant med et datostempel og tre protokoller – og her håber Trine Søndergaard, at BF’s medlemmer kan finde det bagerst i et skab på et bibliotek.

- Det er min barndoms skolebibliotek, jeg har i tankerne og opbygger biblioteket efter. Jeg skal selv være udsendt i fire uger, og herefter skal Farmaceuter uden Grænsers udsendte drive biblioteket videre nogle yderligere måneder, og så tager skolen selv over.

I Tanzania er der stor begejstring over udsigten til at få et bibliotek og 800 nye bøger.

- I dag er det sådan, at bøgerne står låst i et lokale, som kun rektor har nøglen til. Bøger er meget skattede i Tanzania, siger Trine Søndergaard.

Du kan skrive til Trine Søndergaard, hvis du kan hjælpe med nogle af de ting, hun mangler: 

tfsbib@gmail.com


Perspektiv bringer et interview med Trine Søndergård i et kommende nummer.