»Min topskat skal gå til bibliotekerne«

30-09-2016 af Anette Lerche
På Slots- og Kulturstyrelsens konference om integration var bibliotekernes unikke rolle i fokus. Det er mødet med biblioteket og bibliotekaren, der kan åbne ikke kun det danske samfund, men hele verden for flygtninge og indvandrere.

- Biblioteket åbnede muligheden for at lære en verden at kende, jeg ellers aldrig har mødt, og det er mødet med verden, der gør, at man kan finde sig selv, sagde Ahmad Mahmoud. Fra venstre ses Ahmad Mahmoud, moderator Silke Bock, Mikkel Warming og Mette Høxbro i paneldebat på konference i Slots- og Kulturstyrelsen.


Når de boligsociale indsatser og bibliotekerne samarbejder om integrationsprojekter skabes effektive og helhedsorienterede bidrag baseret på kultur, oplysning, sprog og demokratiske værdier. Det budskab skal deles, og indsatserne skal udvikles endnu mere lød udgangspunktet for Slots- og Kulturstyrelsens konference »Veje til et hverdagsliv for flygtninge og indvandrere i Danmark«.

- Det handler om respekt og anerkendelse. Og det tror jeg, at bibliotekerne er rigtig gode til, slog formand for Danmarks Biblioteksforening Steen B. Andersen fast i en paneldebat med Mikkel Varming, sekretariatsleder i Partnerskabet, Urbanplanen, Ahmad Mahmoud, forfatter,og Mette Høxbro, bibliotekschef i Vejle Bibliotekerne.

- Man skal ikke underkende den rolle, litteraturen spiller på dette område. Litteraturen er en af grundende til, at man føler sig anerkendt og lærer vores samfund at kende, sagde Steen B. Andersen.

Stop med at slagte bibliotekerne

Ahmad Mahmoud, forfatter til bogen Sort land, om sin opvækst i boligkvarteret Askerød i Hundige beskrev, hvordan han var vokset op i et lukket samfund, hvor det var mødet med biblioteket, der gav ham blik for verden uden for Askerøds mure.

- Biblioteket åbnede muligheden for at lære en verden at kende, jeg ellers aldrig har mødt, og det er mødet med verden, der gør, at man kan finde sig selv, sagde Ahmad Mahmoud. 

Han fortalte, at det blandt andet var en bibliotekar, der foreslog, at han skulle tage en uddannelse som maskinmester, og at han i dag arbejder som maskinmester i Novo Nordisk. Han understregede, at det ikke kun er bibliotekerne, men i høj grad mødet med en bibliotekar, der gør den store forskel.

- Der er en kamp på kulturområdet. Politikerne skal stoppe med at slagte bibliotekerne. Jeg blev maskinmester på grund af en bibliotekar, jeg betaler topskat, og min topskat skal gå til bibliotekerne.

Mette Høxbro fra Vejle Bibliotekerne mente, at bibliotekerne skal blive bedre til at kommunikere, hvad de kan og gør på området. Ellers bliver de glemt, og det er ærgerligt, for bibliotekerne har en stor rolle at spille.

- Langt de fleste, der træder ind i biblioteket, vil gerne lære nye ting og tilegne sig viden. Vi skal bare finde nogle nye veje til dem, sagde Mette Høxbro.