Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerer

12-09-2016 af Anette Lerche
Statsbibliotekets direktør Svend Larsen skal stå i spidsen for en fusion mellem Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket, der i fremtiden skal hedde Nationalbiblioteket. »Det er indlysende at samle kræfterne i én organisation«, siger Svend Larsen i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Det Kongelige Bibliotek er har allerede været gennem flere fusioner, hvor biblioteket blandt andet er fusioneret med Det Administrative Bibliotek og Danmarks Kunstbibliotek. Arkivfoto Jakob Boserup.


Mandag den 12. september modtog medarbejderne på Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket meddelelsen om, at deres to store arbejdspladser skal fusionere, og at det bliver Statsbibliotekets nuværende direktør Svend Larsen, der skal være ny direktør for de to samlede enheder pr. 1. januar 2017.

Allerede fra den 15. september konstitueres Svend Larsen som direktør for Det Kongelige Bibliotek. 

Kulturminister Bertel Haarder ser fusionen som ganske naturlig:

»Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har gennem mange år haft et tæt samarbejde – som forsknings- og universitetsbiblioteker og ikke mindst som Danmarks to nationalbiblioteker. Nu tager vi skridtet videre og samler kræfterne i det nye Nationalbibliotek. For mig er det vigtigt, at den fysiske biblioteksbetjening i Aarhus og København fortsætter efter sammenlægningen – og at brugerne i fremtiden vil få én digital indgang. Målet er, at det vil give danskerne et bedre bibliotek for pengene«, siger ministeren.

Beslutningen om fusionen er meldt ud kort tid efter, at Det Kongelige Biblioteks direktør igennem mere end 30 år, Erland Kolding Nielsen meddelte sin beslutning om at gå på pension.  Den kommende direktør for det samlede nationale bibliotek, Svend Larsen, slår fast, at det er med stor respekt for den indsats Erland Kolding Nielsen har ydet gennem mange år, at han går i gang med sammenlægningen, som han mener ligger i naturlig forlængelse af udviklingen på forskningsbiblioteksområdet.

»De to biblioteker løser allerede i vidt omfang de samme opgaver, når de betjener forskningen og uddannelsen på universiteterne i henholdsvis Aarhus og København. Også som landets nationalbiblioteker er der en lang række områder, hvor de to biblioteker vil have fordele af fælles opgaveløsninger,« siger Svend Larsen.