Vi besøger oftest biblioteket digitalt

24-05-2016 af Anette Lerche
Hvordan bruger I jeres folkebibliotek? Og hvordan skal det se ud i fremtiden? Axiell har fået udarbejdet en brugeranalyse, der blandt andet viser tilfredshed med bibliotekarernes faglighed.
Hvad ønsker brugerne sig af fremtidens bibliotek? I Aarhus er svaret blevet Dokk1, hvis ambition er at blive det mest attraktive udflugtsmål i Aarhus. (Arkivfoto)
 
Danskerne bruger oftere biblioteket på nettet, end de gør i den fysiske verden. I en undersøgelse foretaget af analysefirmaet Wilke på vegne af Axiell har man spurgt 1.005 danskere over 18 år om, hvordan de bruger deres lokale folkebibliotek, og hvad de forventer af biblioteket nu og i fremtiden.
Mens 37 procent af de adspurgte svarer, at de har besøgt deres fysiske bibliotek mindst én gang inden for den seneste måned, svarer 53 procent, at de har brugt deres digitale adgang til biblioteket mindst en gang i løbet af den seneste måned.
Til spørgsmålet om, hvad der kunne få dem til at komme oftere på biblioteket, svarer 31 procent »events, foredrag eller læsergrupper«, mens andre 31 procent svarer, at det er muligheden for kommunal borgerservice, der vil få dem til at komme oftere. 

Et oplevelsessted
Visionen for fremtidens bibliotek er for 62 procent af de adspurgte »et oplevelsessted med viden og litteratur som omdrejningspunkt«. I praksis går 84 procent af de adspurgte på biblioteket for at låne bøger eller tegneserier med hjem, mens 28 procent kommer for at låne film, spil eller musik. 15 procent kommer for at deltage i kurser eller høre foredrag.

Flere digitale tilbud
Omkring den digitale brug ønsker de adspurgte sig flere e-bøger (69 procent), flere lydbøger (53 procent) og flere film (49 procent). Samtidig viser undersøgelsen, at kendskabet til bibliotekernes digitale tjenester kunne være bedre. 69 procent af de adspurgte kender bibliotek.dk, mens 43 procent kender eReolen. 

Tilfredshed med bibliotekarerne
I undersøgelsen vurderer de adspurgte også kvaliteten af bibliotekarernes vejledning. Her mener 70 procent, at bibliotekarerne er gode nok til at vejlede om faglitteratur, 69 procent er tilfredse med bibliotekarernes indsats omkring skønlitteratur og 51 procent er tilfredse med bibliotekarernes vejledning om børnebøger. 
76 procent i alderen 18-29 år svarer desuden, at de ville benytte sig af bibliotekarernes rådgivning, hvis den var tilgængelig digitalt.
Direktør i Axiell Danmark, Lone de Lasson mener, at undersøgelsen viser, at der er et potentiale på dette område for bibliotekarerne.
- Bibliotekarernes viden og troværdighed er værdsat af danskerne – og det med god grund. Samtidig er der et kæmpe digitalt udviklingspotentiale for bibliotekerne, for bibliotekarerne og for danskerne i forhold til at skabe nye digitale rådgivningsløsninger, som danskerne kender og tager til sig, siger hun.
Læs undersøgelsen her.