Besparelser på uddannelse rammer bibliotekarer

06-02-2017 af Anette Lerche
De seneste to år har nedskæringer på uddannelsesområdet betydet, at lidt over 30 bibliotekarstillinger er blevet nedlagt.

I 2015 betød besparelser på uddannelsesbibliotekerne, at BF behandlede 13 sager om afskedigelse af bibliotekarer. I 2016 lød samme tal på 16 nedlagte bibliotekarstillinger, og i 2017 har de første afskedigelsessager allerede været under behandling i BF. 

I alt er cirka 200 af BF’s medlemmer ansat som bibliotekarer på uddannelsesområdet, og med godt 30 nedlagte stillinger på området, svarer det til, at 15 procent af BF’s medlemmer ansat inden for dette område, er blevet ramt af fyringsrunderne.

- Mit indtryk er, at når der skal spares på uddannelsesinstitutionerne, ser ledelsen på, hvad kerneopgaven er. Og da kerneopgaven er undervisning, bliver bibliotekarerne mere udsatte, fordi ledelsen vurderer, at dem kan man lettere fyre, uden at det rammer kerneopgaven direkte, siger specialkonsulent i BF, Ulla Thorborg.

- I BF er vi dybt uenige i, at man kan undvære bibliotekarer på uddannelsesinstitutionerne. Desværre vurderer ledelserne ofte, at hvis man nedlægger biblioteket på eksempelvis en ungdomsuddannelse, så kan eleverne bruge folkebiblioteket i stedet for. Enten ved bare at sende eleverne derned eller ved at lave en aftale med folkebiblioteket om, at de overtager nogle af opgaverne, siger Ulla Thorborg.

Det er det såkaldte omprioriteringsbidrag, der har ført til de massive sparerunder. I en periode over fire år, skal der spares to procent på de statslige budgetter, og hvor uddannelses- og kulturområdet tidligere har været friholdt, så rammes disse områder også nu. I regionerne skønnes det eksempelvis, at hver 10. lærer i gymnasierne vil blive fyret i løbet af de kommende år.

I forbindelse med afskedigelser ser BF i første omgang på, om fyringen er sagligt begrundet. Forbundet undersøger også, om der skal udarbejdes et partshøringssvar, hvilket giver det opsagte medlem mulighed for at komme til orde og sige fra og argumentere over for arbejdsgiveren, hvilket kan være en fordel i forhold til at komme videre efter en afskedigelse.

- Og så fokuserer vi på at forhandle fratrædelsesvilkårene. Det kan eksempelvis være, at medlemmet gerne vil fritstilles, har et behov for et outplacementforløb, et kursus eller lignende, forklarer Ulla Thorborg.


Skriv en kommentar