Cepos i Berlingske: Afskaf biblioteksloven

07-10-2017 af Anette Lerche

Der er ikke længere brug for en bibliotekslov. Det er budskabet fra Cepos' forskningschef Henrik Christoffersen i en artikel i Berlingske i dag. Han efterlyser en diskussion af bibliotekernes public-service funktion.

Når borgerne i stigende grad kan købe og streame e-bøger undergraves folkebibliotekerne. I stedet har bibliotekerne øget deres aktiviteter på områder som strikkeklubber og fiskegrej, og dermed konkurrerer de med private aktører. Det ser Cepos' forskningschef Henrik Christoffersen som argumenter for at afskaffe biblioteksloven, siger han i artiklen Hvad gør åben systue, lån af fiskegrej og babymassage på et bibliotek? den 7. oktober til Berlingske. Han vil starte en debat om bibliotekernes public service-funktion på linje med den, vi i dag ser om DR.
- Hvor vi de senere år har diskuteret DR voldsomt, har der ikke væres synderlig debat om, at bibliotekerne går fra at være deleøkonomi til at være markedsgoder af individuel karakter, siger han blandt andet i artiklen.

Bibliotekerne skal have frihed til formidling
I artiklen udtaler Danmarks Biblioteksforenings direktør Michél Steen-Hansen sig også. Han er enig i, at bibliotekerne danner rammen for mange forskellige aktiviteter. Men han understreger, at mange af de aktiviteter, som Cepos fremhæver som problematiske og konkurrenceforvridende, ofte er arrangeret af private eller foreninger. Derfor genkender han ikke Cepos' billede af en unfair konkurrence.
Michel Steen-Hansen ærgrer sig over, at Cepos argumenterer for, at bibliotekernes rolle fremover skal være at stille det til rådighed, som danskerne ikke kan finde på streamingtjenesterne.
- Frem for at begrænse bibliotekerne til at opbevare støv, gamle film og kulturhistoriske bøger, som Cepos foreslår, vil vi meget hellere have frihed til at formidle læsning, viden og litteratur offensivt, siger han til Berlingske.

Kommentarer (1)

12. oktober 2017 kl. 06:39
Cepos - Den ultraliberale tænketank hvor blandt andet Mads Lundby Hansen forsker og fortæller om skattelettelser og triple down effekt. Cepos tilhængere er det private erhvervsliv og folk i den øvre middelklasse og op. beskær det offentlige og fyr så mange som muligt indenfor det offentlige. Ultraliberalistisk vrøvl i stil med den som hele Europa kører for tiden.

Skriv en kommentar