Fagbevægelsen vinder sag om betalt frokost

15-02-2017 af Sabrine Mønsted

En faglig voldgiftsret har netop fastslået, at den betalte spisepause er en overenskomstmæssig rettighed for de ansatte hos DR. En principiel afgørelse, der har betydning for hele det offentlige område.

Arkivfoto Jakob Boserup, DR Arkiv & Research

Bibliotekarforbundets formand Tine Jørgensen er meget tilfreds med afgørelsen, der slår fast, at arbejdsgiveren ikke uden videre kan inddrage den betalte frokost. 

- Ansættelsesvilkår skal tages til overenskomstforhandlingerne og kan ikke bare fjernes efter forgodtbefindende. Det slår denne her afgørelse fast. Der er sat en bremse i den udvikling, vi har set på arbejdsmarkedet i denne senere tid, hvor arbejdsgiverne har inddraget kutymefridag og sat spørgsmålstegn ved den betalte spisepause, siger Tine Jørgensen og understreger, at afgørelsen ud over at være glædelig for de ansatte i DR, har stor betydning for hele det offentlige område, der har tilsvarende overenskomstbestemmelser.

DR anlagde sag
Det var DR, der havde indbragt de faglige organisationer på DR for en faglig voldgiftsret, med påstand om, at de skulle anerkende, at DR var berettiget til at opsige den betalte frokostpause som en kutyme. Organisationerne var imod. Det var ubestridt i sagen, at der på DR havde været betalt spisepause igennem mange årtier. Organisationerne heriblandt Bibliotekarforbundet gjorde gældende, at den betalte spisepause var en integreret del af overenskomstgrundlaget, hvilket betyder, at DR kun kan komme af med den betalte spisepause gennem forhandlinger og aftale.

Det har voldgiftsretten nu givet fagforeningerne medhold i.

Formand i Akademikerne Lars Qvistgaard er også særdeles tilfreds med afgørelsen.

»Det er en stor anerkendelse af den danske aftalemodel, at det nu er slået fast med syvtommersøm, at den betalte spisepause er en overenskomstrettighed. De ansatte hos DR har igennem mange årtier kunnet holde betalt spisepause i løbet af arbejdsdagen, uden at der er blevet sat spørgsmålstegn ved det. Det har været parternes fælles forståelse, og derfor en del af overenskomstgrundlaget. Og så er det selvfølgelig ikke i orden, at DR pludselig ændrer opfattelse, og prøver at komme af med den betalte spisepause uden at forhandle med de faglige organisationer,« siger han.

Fleksibilitet

Både Tine Jørgensen og Lars Qvistgaard peger på, at den betalte spisepause ikke kun handler om, at få lov til at spise frokost i arbejdstiden, men at medarbejderne til gengæld står til rådighed under frokosten. 

»Den fleksibilitet har vi givet arbejdsgiverne, og det har arbejdsgiverne anerkendt i overenskomsten, så der er balance mellem arbejdstid og løn. Den måde man i dag praktiserer betalt spisepause på hos DR - og på det offentlige område i øvrigt - er udtryk for stor fleksibilitet fra de ansattes side, som også kommer arbejdspladsen til gode,« siger Lars Qvistgaard. 

Freder betalt frokost i den offentlige sektor

Med afgørelsen er der sat en effektiv stopper for spekulationerne i den betalte spisepause for de offentligt ansatte, mener AC’s formand. 

»Når tre højesteretsdommere har anerkendt den betalte spisepause som en overenskomstrettighed hos DR, så er det helt utænkeligt, at man skulle kunne nå frem til et andet resultat i en eventuel ny voldgiftssag vedrørende det offentlige område.« 


Fakta om sagen

DR er en selvstændig overenskomstpart, som med tiden er blevet adskilt fra Finansministeriets forhandlingskompetence. Voldgiftssagen tog derfor alene stilling til forholdene hos DR, ud fra en fortolkning af de overenskomster, der er indgået mellem DR og de forskellige faglige organisationer. 

Overenskomstgrundlaget hos DR er dog nært beslægtet med overenskomst- og aftalegrundlaget i staten. DR havde i sagen stævnet akademikerorganisationerne (Djøf, DM, IDA, Den danske dyrlægeforening, Bibliotekarforbundet, Forbundet Kommunikation og Sprog, Dansk Psykolog Forening, Forbundet Arkitekter og Designere samt Jordbrugsakademikerne), foruden Dansk Journalistforbund, Medieforbundet, Metal og 3F.

De tre juridiske opmænd i sagen var: tidl. Højesteretspræsident Børge Dahl, kommende højesteretspræsident Thomas Rørdam samt højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen, som tillige er formand i Arbejdsretten. Sagen blev ført på akademikerorganisationernes vegne af advokat Jacob Goldschmidt, Elmer advokater.

Skriv en kommentar