Gladsaxe Bibliotekerne vinder Formidlingsprisen 2017

11-12-2017 af Anette Lerche

En litteraturlegeplads der sætter børnelitteraturen i spil på en ny måde. Sådan lød begrundelsen blandt andet fra kulturminister Mette Bock, da hun tildelte Gladsaxe Bibliotekerne årets formidlingspris den 11. december.

Formidlingsprisen 2017 tildeles Gladsaxe Bibliotekernes, der med Litteraturlegepladsen har fornyet formidlingen af børnelitteratur. Foto Thomas Vilhelm, Photographic Nordic.

Kulturminister Mette Bock tildelte den 11. december Bibliotekernes Formidlingspris, der er på 50.000 kroner, til Gladsaxe Bibliotekerne. I sin begrundelse sagde hun blandt andet:

- Gladsaxe Bibliotekerne har med litteraturlegepladsen genopfundet litteraturformidlingen til børn ved at sætte vores rige børnelitteratur i spil på en helt ny måde. Biblioteket har udnyttet et område udenfor, og integreret det flot med børnebiblioteket, så det danner en litteraturlegeplads. Det klassiske og den interaktive litteraturformidling smelter på den måde sammen på forbilledlig vis. Litteraturlegepladsen er desuden et fint samarbejdsprojekt, som har involveret en lang række interessenter, og som både henvender sig til børn, motionister og ældre.

Gladsaxe Bibliotekerne er glade for at modtage prisen, siger bibliotekschef Jakob Lærkes.

- Det har været vores ambition at give børn og børnefamilier mulighed for at møde litteraturen på en anderledes måde, at give børn mulighed for at møde ord og karakterer fra bøgernes verden og at opleve og udforske litteraturen i byens rum. Resultatet taler for sig selv, vi glædes, hver gang haven er fuld af legende, lærende, løbende og læsende børn.

Læs mere om prisen her

Kommentarer (1)

11. december 2017 kl. 12:59
Skøn idé, at involvere krop og sanser i formidling af børnelitteraturen på denne måde - det kan kun give spændende, gode og unikke læseoplevelser. Helle for at prøve, hvis min vej falder forbi!

Skriv en kommentar