Gyldendal igen med i eReolen

22-12-2017 af Anette Lerche

Den nye aftale om eReolen betyder, at bibliotekerne igen kan udlåne Gyldendals ebøger. Aftalen træder i kraft 1. januar 2018.

Gyldendal og Modtryk er igen med i eReolen. Det betyder, at langt de fleste af forlagenes e-bøger og lydbøger til børn og unge fremover kan lånes på biblioteket.

- Vi har i perioder været uenige om vilkårene for biblioteksudlån af ebøger, men har med denne aftale fokuseret på, at der er mere, der forener os end adskiller os. Begge parter ønsker at formidle god litteratur og læseoplevelser til både voksne og børn og stimulere læselysten. Det har vi en fælles interesse i, og derfor er vi nået frem til en god aftale for begge parter, siger bibliotekschef og formand for eReolen Jakob Heide Petersen.

Også forfatternes formand, Morten Visby, er glad for den nye aftale.

- Dansk Forfatterforening hilser det velkommen, at eReolen og Gyldendal er nået til enighed om en ny aftale. Forfatterne har behov for ordnede forhold omkring bibliotekerne, også når det gælder ebøger, og dansk litteratur har brug for en meningsfuld biblioteksformidling også digitalt, siger formand for Dansk Forfatterforening, Morten Visby.

Lånerne har i to år ikke haft adgang til Gyldendals bøger via ebogstjenesten, men fra 1. januar bliver det altså igen muligt. 

- Markedet for e-bøger har forandret sig i de to år, vi ikke har været med, og vi har samtidig som koncern investeret kraftigt i at digitalisere store dele af vores bagkatalog, siger Gyldendals forlagsdirektør, Elisabeth Nøjgaard.

- Nu er vi bedre rustet til at kunne agere mest hensigtsmæssigt på markedet. Det betyder, at vi nu har indgået en 1-årig aftale med eReolen.

Den nye aftale indebærer 6000 e-bøger fra Gyldendals bagkatalog og de fleste nyudgivelser i 2018. Aftalen omfatter ikke voksen-lydbøgerne. Det er fordi, at de har særlig kommerciel betydning, og fordi markedet udvikler sig meget dynamisk.

Skriv en kommentar