Kulturminsteren vil tale om digital kulturarv

01-09-2017 af Anette Lerche

Gyldendals beslutning om at lukke Den Store Danske, har fået kulturminister Mette Bock til at indkalde til møde om den digitale kulturarv.

Kulturminister Mette Bock (LA) vil indkalde blandt andet forlag og universiteter til et møde om det, hun kalder en principiel udfordring, nemlig at sikre at den digitaliserede kulturarv ikke bare sander til.

Den konkrete anledning til mødet er Gyldendals beslutning om at lukke Den Store Danske, men for kulturministeren er det også værker som Danmarks Kirker og bogværket Trap Danmark, der gør, at hun mener, at vi skal se på, hvordan vi kan vedligeholde den digitaliserede kulturarv.

- Jeg skal have lavet en liste over, hvad vi har af store ikoniske værker, hvordan de er organiseret og finasieret, og om der er brug for et samarbejde om disse ting, og hvem der i givet fald kan løfte opgaven, siger Mette Bock til Politiken den 31. august.

I første omgang vil hun ikke tale finansiering. I stedet vil hun fokusere på at få beskrevet, hvad opgaven er, og hvilke aktører der kan medvirke til at få løftet opgaven.





Skriv en kommentar