Kulturministeriet har opsagt sin aftale med DBC

22-12-2017 af Anette Lerche
Kulturministeriet ønsker at afvikle sit medejerskab til DBC. Den nuværende model giver nemlig ikke optimale muligheder for løbende at afprøve, om opgaven løses bedst muligt, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Kulturministeriet meddelte den 22. december på sin hjemmeside, at det opsiger aftalen med DBC om nationalbibliografien og bibliotek.dk. Det sker, fordi kulturministeriet ønsker at afvikle sit medejerskab til DBC  ud fra den vurdering, at den nuværende model, hvor ministeriet er medejer og samtidig henlægger en række opgaver direkte hos selskabet ikke sikrer optimale muligheder for løbende at afprøve, om opgaven løses bedst muligt. Det forklarer ministeriet på sin hjemmeside. 

Kulturministeriet vil frem mod udløbet af aftalerne med udgangen af henholdsvis 2022 for Nationalbibliografien og 2019 for Bibliotek.dk undersøge de fremadrettede muligheder.

Der vil i det nye år blive truffet endelig beslutning vedrørende det statslige ejerskab til DBC A/S. Den endelige beslutning om afhændelse af statens aktiepost skal godkendes af Folketingets Finansudvalg. 
Nationalbibliografien er fortegnelsen over alle udgivelser i Danmark. Bibliotek.dk er den hjemmeside, hvor man kan fremsøge og bestille materialer fra alle offentlige biblioteker i Danmark.

Se kulturministeriets nyhed om beslutningen her.

Kommentarer (3)

23. december 2017 kl. 11:22
Fortsætter regeringen med at sælge ud af arvesølvet? Hvad er det for et fattigt samfund, vi i al vores rigdom, er på vej til at blive?

Der tales meget om at bevare ytringsfriheden, men muligheden for at kunne finde frem til og have adgang til viden er en nødvendig forudsætning for fornuftige ytringer. Nationalbibliografien og bibliotek.dk er vigtige hjælpemidler, og det skulle nødigt gå med dem, som det er gået med postvæsenet.

27. december 2017 kl. 12:01
Hold nu op, det virker som en pudsig og sær beslutning.
3. januar 2018 kl. 12:20
Tja, er det så forfærdeligt? Er det ikke bare det samme, som vi har set med Postvæsnet, DONG, Kvindfo og en masse andet. Vi vælger politikere som skal styre landet. Vi vælger dem i tillid til, at de vil gøre det rigtige og af og til knækker kæden. I mange mange år er der sparet på bibliokerne og mange synes at det er forfærdeligt og at kulturlivet bliver kvalt. Og hvad gør vi vælgere så, ja vi stemmer sgu på de samme en gang til. Hvor klogt er det lige.Dumme vælgere vælger dumme politikere der træffer dumme beslutninger .... Godt nytår.

Skriv en kommentar