Læselystpris skal bekæmpe analfabetisme

12-01-2017 af Anette Lerche

At kunne læse og skrive åbner mange døre i livet. Derfor har it-virksomheden Systematic i samarbejde med Next Library stiftet en »Joy of Reading Award«, der skal støtte projekter og initiativer, der hjælper med at bekæmpe analfabetisme. 

Adgang til information og læsekompetencer er vigtigt, og det er lysten til læsning, der sikrer, at vi bliver gode læsere. Derfor har Michael Holm, CEO i Systematic A/S, været initiativtager til en pris, der skal uddeles til projekter, der bekæmper analfabetisme. Prisen kaldes »Joy of Reading Award«.

I en pressemeddelelse udtaler Michael Holm:

- Analfabetisme er et globalt problem, og bibliotekerne samt ildsjæle spiller en hovedrolle i at understøtte universelle læsefærdigheder med uddannelse, oplysning og viden. Vi vil gerne anerkende organisationer og projekter, der gør en forskel med innovative initiativer, som opfordrer folk til at læse, og dermed imødekomme den globale udfordring. Det går hånd i hånd med Systematics mål om at gøre en forskel for samfundet.

Prisen har en værdi af 10.000 dollar og uddeles på Next Library i Aarhus i juni. Det er muligt at ansøge om prisen indtil den 1. marts 2017. Blandt kriterierne er blandt andet, at læselyst skal være en vigtig del af initiativet, og at effekten af det skal kunne dokumenteres i antallet af personer, projektet har berørt, samt i form af enten cases eller forskning.

Læs mere om prisen her.

 

Skriv en kommentar