Årets bogsamling 2018?

03-09-2018 af Sabrine Mønsted
Danske skønlitterære Forfattere vil igen i år finde Årets bogsamling blandt de folkebiblioteker, der prioriterer litteraturen og den fysiske bogsamling.
Aarets bogsamling
Kommer du tit og glad på dit lokale folkebibliotek for at låne bøger?
Kommer du til et bibliotek fyldt med gode bøger på hylderne?
Kommer du hjem med de bøger, du søgte?
Kommer du måske endda hjem med andet og mere end det, du gik efter?

Lånere, som kan svare ja på et eller flere af disse spørgsmål, kan nu igen – og for anden gang – nominere deres lokale folkebibliotek til prisen Årets bogsamling, skriver Danske skønlitterære Forfattere i en pressemeddelelse.

Hylder fysiske samlinger
Prisen blev uddelt for første gang i 2017 til Biblioteket Kulturværftet i Helsingør, der fik tildelt 50.000 kroner øremærket til indkøb af bøger.

»Vi vil gerne hylde de folkebiblioteker, som vægter bøgerne – de fysiske bøger på reolerne – højt. Bibliotekerne hvor kvalitetslitteraturen har det godt, om det så er den aktuelle, anmelderroste samtidslitteratur, de store klassikere eller de mange gode romaner, novelle- og digtsamlinger, som udkom for fem, ti eller 50 år siden«, siger bestyrelsesmedlem, forfatteren Jan Thielke. Alle landets læsere og lånere kan indstille deres lokale bibliotek inden 10. oktober på: http://aaretsbogsamling.dk.

Det endelige valg bliver taget af en jury, som består af formand for Danske skønlitterære Forfattere, Peter Rønnov-Jessen, journalist og litteraturmedarbejder på Jyllandsposten, David Jacobsen Turner og litteraturmedarbejder ved Gentofte Bibliotekerne, Christine Fur Fischer.

Vinderen bliver offentliggjort november 2018.

Skriv en kommentar