Dokumentarfilm om det omfattende liv på biblioteket

04-05-2018 af Sabrine Mønsted
Dokumentarfilm-ikonet Frederick Wiseman har lavet en tre en halv times lang dokumentarfilm om The New York Public Library, der dokumenterer det omfattende og varierede liv, som biblioteket har.
Ex Libris: The New York Public Library hedder dokumentarfilmen om det amerikanske bibliotek. Filmen er dobbelt så lang som en normal spillefilm, og handler om livet både på det velkendte hovedbibliotek på Fifth Avenue på Manhattan og på bibliotekets mange filialer.

Den nu 88-årige Frederick Wiseman er kendt for at skildre almindelige menneskers liv i sine mere end 40 dokumentarfilm, der har været om alt fra en bokseklub, et slagteri, et gymnasium til hospitaler, og har modtaget en lang række priser blandt andet Oscar-akademiets Ærespris i 2017.

»Jeg har lavet Ex Libris, som jeg har lavet alle mine film. Jeg gik ind på biblioteket på 46. gade med mit kamera uden at researche først. Jeg fulgte simpelthen den idé, at biblioteket kunne være et interessant sted at undersøge«, siger dokumentaristen til Politiken i anledningen af dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam i marts.

Han fortæller, han endte med 150 timers optagelser fra de 12 uger, han filmede i bibliotekerne.

»Som filmskaber og især som klipper var det min opgave at redigere alle de timer ned til en godt tre timer lang film, der giver publikum en oplevelse af selv at være med på biblioteket«, siger han.

Dokumentaren blev vist i Danmark under CPH:DOX i marts 2018.

Læs artiklen om Frederick Wiseman fra Politiken, 18. marts 2018.

Skriv en kommentar