Kulturministeren lægger op til debat om biblioteker i hele landet

09-10-2018 af Sabrine Mønsted
Under overskriften Ordet er frit. Biblioteket er dit vil kulturministeren sammen med KL holde en række debatmøder rundt i landet for at få unges som gamles bud på, hvad biblioteket skal være for en størrelse i fremtiden. Og bagefter vurdere om det kræver en revidering af den nuværende lov.
Det er brug for en debat om bibliotekerne, lyder det fra kulturminister Mette Bock og formand for KL’s Kultur, Erhverv og Planudvalg Leon Sebbelin, der nu kickstarter en bred biblioteksdebat.

»I dag er det cirka 40 procent af borgerne, der ikke bruger bibliotekerne. Vi skal have skabt nogle tilbud, som borgerne har lyst til at bruge og bakke op om«, siger Leon Sebbelin, og understreger, at det ikke mindst gælder de unge, som er fremtidens brugere.

Omdrejningspunktet for debatten er, hvad bibliotekerne skal være fremover, og hvem de skal være noget for. Der er foreløbig planlagt fire dialogmøder, der skal kombineres med en digital debat på Facebook.

Efterårets samlede input fra borgerne skal i første halvdel af 2019 bruges til en fortsat debat med bibliotekssektoren og kommunerne, lover Kulturministeriet og KL. Kulturminister Mette Bock lægger vægt på, at »ordet er frit«, og øvelsen for hende og KL er at lytte åbent til de bud, der kommer.

»Vi må konstatere, at der i disse digitaliseringstider er rigtig meget, der ændrer sig i forhold til, hvilken måde bibliotekerne agerer på. Derfor er det vigtigt at få debatten«, siger hun til Altinget.dk, hvor hun afviser, at der går ideologi og partipolitik i biblioteksdebatten.

»Folkeoplysning og litteraturformidling ligger alle på sinde«, siger hun. Formand for BF Tine Segel hilser debatten velkommen. Hun håber, at den blandt andet vil føre til et skærpet fokus på bibliotekernes arbejde med at skabe læselyst hos børn og unge. Og at debatten vil rykke på den måde, man måler bibliotekerne på.

- Udlånstal og besøgstal giver ikke et fyldestgørende billede af bibliotekernes virke. Hvis biblioteket skal rykke på læselysten, skal der nogle andre initiativer til og dermed andre måder at måle bibliotekernes gennemslagskraft på, siger hun.

I første omgang er der inviteret til fire dialogmøder mellem politikere og borgere i oktober og november:

• Med ansatte på den private virksomhed Meko-print og borgere fra Rebild kommune
• Elever på Svendborg Erhvervsskole
• Studerende i Kolding
• Dialog på tværs af generationer mellem ældre og gymnasielever i Hvidovre

Skriv en kommentar