Det personlige møde er vigtigt

28-03-2019 af
Det er farligt at spare på bibliotekerne, siger den anmelderroste debutant Sofie Jama, for vi mister den menneskelige kontakt, hvis vi erstatter bibliotekarer med maskiner.
Sofie Jama
Det startede på biblioteket i Aalborg. Sofie Jamas blik er intenst. Hun har givet stribevis af interviews den seneste tid i forbindelse med sin debutroman Et andet menneske, et andet liv, men dette interview har en særlig betydning for den somaliske forfatter. Biblioteket blev nemlig indgangen til hendes forståelse af Danmark, og hun vil gerne vise sin taknemmelighed over for de danske bibliotekarer.

- En somalisk veninde fra modtageklassen for flygtninge i Aalborg fortalte, at der var et sted med bøger - et »library«. Sofie udtaler ordet på somalisk, det ligger tæt op af det engelske ord for bibliotek, og betyder det samme.

- Jeg husker varmen, da vi gik derind første gang. Jeg tog burkaen af, og der var en høj, flot dame med hvidt hår og knold. Min veninde og jeg gik ind i den »forbudte« afdeling, den med pornografiske bøger, siger Sofie Jama og griner. - Vi bladrede i bøgerne, for vi kunne jo ikke læse dansk på det tidspunkt. Jeg kunne dårligt nok læse somalisk. Krigen i Somalia brød ud, lige før jeg skulle begynde i skole, og vi måtte flygte.
”Bøgerne gav mig mening i livet. Jeg fik selvtillid og følte en tilfredsstillelse, når jeg kunne mere end de andre i skolen, fordi jeg for eksempel havde læst om Danmarks krige.”
JEG VILLE LÆRE MIT NYE FOLK AT KENDE
Veninden holdt op med at komme på biblioteket i Aalborg, men Sofie Jama elskede at være blandt alle bøgerne og blev ved med at komme der efter skole. - Jeg har altid været videbegærlig, og jeg glædede mig virkelig til at komme i skole. Jeg længtes efter det, men den mulighed blev frataget mig på grund af krigen, og jeg fik den først igen i Aalborg. De første to år i Danmark turde vi næsten ikke gå ud af vores lille lejlighed. Vi var bange for, at vores hud ville falde af på grund af kulden, siger Sofie Jama med et smil.

- Da jeg så endelig fik lov at begynde i skole, var alle de andre elever i klassen også udlændinge – arabere, tyrkere og somaliere. Kun vores to lærere var danske. Jeg var nysgerrig og ville gerne lære mit nye folk at kende, og det var biblioteket indgangen til. Bibliotekaren var meget forstående. En dag rakte hun mig en bog og sagde: »Til dig«. Jeg husker ikke, hvad det var for en bog, men den havde farver på, så måske en børnebog. Jeg blev glad og lagde den i min skoletaske, men hun sagde nej og viste mig istedet, hvordan jeg skulle låne bogen først. Først da forstod jeg, hvordan der kunne være så mange bøger på biblioteket. Det gik jo ikke, at alle bare tog bøgerne med hjem og aldrig afleverede dem igen. Sofie Jama smiler af sig selv, men bliver straks efter alvorlig.

- Min mor forbød mig at gå på biblioteket. Hun vogtede over min dyd og frygtede, at der ville ske mig noget farligt. Jeg forstod slet ikke hendes reaktion dengang. Men hun kendte ikke kontrasten mellem biblioteket og verden udenfor. Og den var stor. For på gaden, i skolen og i boligkvarteret mødte Sofie Jama og hendes familie nemlig en verden fuld af racisme i slutningen af 90’ernes Aalborg. - Vi havde jo mørk hud, Sofie Jama lader fingrene glide ned over sin egen kind. Vi blev overfaldet, sparket og spyttet på, og der blev smurt lort på vores dør.

HUN LÆRTE SPROGET GENNEM LYD- OG BØRNEBØGER
Sofie Jama flyttede til Midtjylland og kom på efterskole, og biblioteket i Skanderborg blev hendes nye helle. Bibliotekaren – en ældre dame – introducerede Sofie Jama til lydbøger, så hun kunne høre og lære det danske sprog. Samtidig lånte hun letlæste børnebøger. Det gjorde ikke Sofie Jama noget at læse om køer og katte, bare hun lærte sproget.

- Jeg græd over, at jeg ikke forstod ordene, men jeg slog dem op i en somalisk ordbog og blev ved og ved med at øve. Det var det eneste, jeg kunne gøre for at lære Danmark og danskerne at kende. Samtidig var det et forsøg på at undgå at blive ved med at være den, der skilte sig ud blandt danskerne. Man lærer sit nye land at kende gennem landets litteratur, siger hun og tilføjer, at mange danske unge føler sig internationale, de taler engelsk, og føler en samhørighed med unge i USA. Men de skal lære deres rødder at kende og føle sig hjemme her i Danmark, også selv om vi lever i en global verden. Livet er så meget mere end det, man kan se på en skærm. Man finder ikke den ægte danske kultur et sted som YouTube, det gør man på bibliotekerne, slår Sofie Jama fast. I skolen blev Sofie Jama introduceret til forfattere som Tove Ditlevsen, Dan Turell og Michael Strunge, og i fritiden læste hun blandt andet Kærlighed og dæmoni af forfatteren Johannes Møllehave, og bibliotekaren lånte hende Rushy Rashids selvbiografi Et løft af sløret.

- Bøgerne gav mig mening i livet. Jeg fik selvtillid og følte en tilfredsstillelse, når jeg kunne mere end de andre i skolen, fordi jeg for eksempel havde læst om Danmarks krige. Men det fik også nogle til at opføre anderledes overfor mig. De troede, at jeg løj, når jeg fortalte, at jeg kun havde været i Danmark i få år og alligevel fik høje karakterer. Bøgerne blev Sofie Jamas hemmelige liv, og hun lærte at underspille sine evner. Når lærerne stillede et spørgsmål i timen, som ingen af de andre elever kunne svare på, så lod Sofie Jama som om, at hun tilfældigt kom på svaret – selv om hun havde vidst det hele tiden.

- Jeg har lært, at de ting, som du kan, skal du holde inde i dit hjerte. Jeg underspiller altid. Det gør jeg for at undgå et ensomt liv. I Somalia oplevede jeg, at nogen syntes, jeg var for smuk. I Danmark har jeg oplevet, at folk syntes, jeg var for klog – en stræber.

BIBLIOTEKER ER ET FRIRUM FOR INDVANDRERPIGER
Sofie Jama fik en HF-eksamen med et karaktergennemsnit på 10,4 og fortsatte med at læse kulturformidling og arabiske sprog på universitetet i Aarhus. Her oplevede den nu meget belæste unge kvinde læresætningen »jo mere du ved, jo mere ved du, at du ikke ved«. - Til sidst ved du ingenting, smiler Sofie Jama, som blev fast gæst på Statsbiblioteket.

- Det var dejligt. Du kommer ind i et univers, hvor der er bog efter bog, og du kan tage den med hjem eller bare sætte dig og læse. Mange indvandrerpiger bruger bibliotekerne som et frirum. Der er ingen social kontrol og ingen censur. Jeg synes, at unge skal have ret til et privatliv, siger Sofie Jama, som også gerne så, at flere med indvandrerbaggrund bliver uddannet til bibliotekarer.

- Man kunne føre en kampagne blandt nytilkomne for at vise jobmulighederne på bibliotekerne. Ligesom man har gjort med servicefagene, hvor man har fået en del somaliere til at uddanne sig til sosu-assistenter. Mange nytilkomne læser aldrig litteratur. Nogle få fra eliten læser fagbøger, og mange har Koranen derhjemme, men ellers læser de ikke. Men det er som sagt i litteraturen, hvor man lærer sit nye land at kende. Sofie Jama kalder i dag Danmark sit hjem, men da den 36-årige forfatter var yngre, savnede hun bøger, der beskrev hendes fødeland. Bortset fra bogen Ørkenblomst af den somaliske forfatter Waris Dirie søgte hun forgæves på biblioteket efter bøger, der beskrev de forhold, som hun huskede fra sin barndom.

- Jeg savnede beskrivelser af det, som jeg kom fra. Jeg savnede litteratur skrevet af dem, der havde oplevet og overlevet det samme som jeg. Det har været smerteligt at skrive min egen bog, men jeg håber, at begge mine folk – danskere og somaliere – vil læse den og forstå bedre. Jeg føler mig så beriget af, at jeg er en del af begge folk, siger hun.
”Mange indvandrerpiger bruger bibliotekerne som et frirum. Der er ingen social kontrol og ingen censur.”
TRIST UDVIKLING PÅ BIBLIOTEKERNE
Sofie Jama har skrevet en del af sin debutbog på biblioteket ved Enghaveplads på Vesterbro i København. - Jeg arbejdede om aftenen, der var sådan en fred og ro. Nu kommer jeg der næsten ikke mere. Alle de søde, søde kvinder på biblioteket er næsten væk. De er erstattet af maskiner og robotter. Jeg blokerer ubevidst og kan ikke finde ud af at bruge dem, når jeg skal låne en bog. Det er en trist udvikling, siger Sofie Jama.

- Politikerne er slet ikke klar over konsekvenserne af besparelserne for mange menneskers livskvalitet. I stedet for at skære ned og fyre folk på bibliotekerne, burde man ansætte langt flere. Uden dem ophører den menneskelige kontakt, og det er farligt for et land at miste kontakten mellem mennesker, siger Sofie Jama, der dog stadig kommer på et bibliotek af og til, for hun kan ikke holde op med at låne bøger.

- Jeg gav mig selv en læsepause, mens jeg skrev min egen bog. Jeg ville ikke lade mig påvirke af andres måde at skrive på. Men nu læser jeg igen, og så låner jeg selvfølgelig også bøger til min datter, siger hun med et smil. Sofia Jama debuterede som forfatter i januar med bogen Et andet menneske, et andet liv, hvor tre skæbner flettes sammen: En ung somalisk kvinde, der kæmper for at finde sin egen identitet, en gammel dame, der overlevede holocaust ved at skifte identitet, og en stor dreng på flugt fra krigen i Syrien og menneskesmuglere.

Skriv en kommentar