Skriv din ansøgning

Du kommer ikke til samtale, hvis du ikke har skrevet en fængende ansøgning, så frem med argumenterne og guldkornene.

Ansøgningens eneste formål er at få dig til en samtale. Hvis du gemmer noget i ærmet, risikerer du ikke at nå dertil overhovedet.

Start ud med motivationen
Det er vigtigt at beskrive, hvad der gør, at du gerne vil have netop dette job, og hvorfor du er den rette til det. En god motivationsbeskrivelse er en, du tror på, og som viser, at den er skrevet af en reflekteret person, der kender arbejdspladsens udfordringer og muligheder. Men det er ikke nok, at jobbet vil gøre dig lykkelig. Arbejdsgiveren er groft sagt ligeglad med, om du vokser som menneske af at arbejde for dem, bare du løser deres behov. Motivationsdelen af en ansøgning skal derfor i høj grad handle om det, du har til fælles med arbejdspladsen.

Hold dig til formen
Det er vigtigt, at du skiller dig ud fra mængden, men lad det være på indholdet og ikke i formen. Hvis du skriver, at jobbet er "super vildt überinteressant", så virker det hurtigt useriøst. Hold igen med superlativerne. Du har sandsynligvis heller ikke drømt om det her job hele dit liv. Og hvis det faktisk er tilfældet, så formulér det mere elegant end ”Jeg har hele mit liv ønsket at blive...”.

Sæt dig i arbejdsgiverens sted
Du skal vise arbejdsgiveren, at du kan sætte dig i deres sted. De skal føle sig trygge ved at give dig det ansvar, som ligger i stillingen. Derfor skal du være overbevisende i din argumentation om, at du er den rigtige til jobbet. Forhold dig fremadrettet i forhold til deres krav i stillingsopslaget, og hvad du i øvrigt har fået oplyst, da du kontaktede dem. Hvad kan du løse deres opgaver?

Læsevenlighed i form og indhold
Ofte vil din ansøgning ligge i en bunke med mange andres. Derfor skal du tænke i læsevenlighed både i form og indhold. Indholdet skal struktureres, så det vigtigste står først. Tænk på en avisartikel, der både med en velvalgt overskrift og en kort manchet fortæller, hvad læseren nu skal igennem af information. Vent ikke med konklusionen til sidst. 

Vælg nogle erfarings- og kompetenceområder ud, der i særlig grad understøtter dit argument om, at du er den rette til jobbet. Det kan sagtens være noget, du har samlet sammen gennem flere tidligere ansættelser og/eller uddannelser. Regn med, at arbejdsgiveren har læst dit cv, og nævn bare kort, hvor du har erfaringerne og kompetencerne fra. Brug i stedet pladsen på at folde dem ud og forhold dem direkte til den stilling, du søger.

Hjælp din læser ved sprogligt at signalere de sammenhænge, du gerne vil have de skal opdage. Ord og formuleringer som "derfor", "fordi", "på den måde", "på baggrund af min erfaring med", "den erfaring/de kompetencer vil jeg trække på, når jeg..." osv. er gode til at fortælle arbejdsgiveren, at du kan oversætte din tidligere erfaring og kompetencer til noget brugbart for dem. Sats ikke på, at de selv regner det ud.