Fri agent / selvstændig

Frie agenter
Dette er en ansættelsesform, der bliver stadig mere udbredt. De frie agenter er som oftest en mands firmaer, der fungere som projektmedarbejdere eller konsulenter i forskellige virksomheder. "Frie" hentyder til, at de er deres egen arbejdsgiver.

Frie agenter passer til dagens arbejdsmarked
Når flere og flere især højtuddannede med nogle års erfaring tager springet og bliver frie agenter, så er det ikke kun fordi, de vil være deres egen arbejdsgiver. Det handler i høj grad også om, at de er en efterspurgt vare. I dag hvor selv mellemstore virksomheder bliver presset i den globale konkurrence bliver det mere og mere almindeligt, at virksomhederne outsourcer forskellige opgaver. På den måde behøver den enkelte organisation ikke opretholde et dyrt beredskab i bredden, men køber sig til konsulentydelser i en tidsbegrænset periode indtil problemerne er løst i organisationen.

Arbejdsvilkår
Frie agenter bestemmer i overvejende grad selv deres arbejdsvilkår. Samtidig er ansvaret for, at der kommer penge ind til at dække udgifterne også helt deres eget. Det er i denne blanding af total frihed og totalt ansvar, at frie agenter skal overleve - og helst kunne trives.

Hvordan kommer du i gang?
Det kræver sin mand/kvinde at springe ud i en karriere som fri agent. Det kan dog være en god ide at overveje det. Især på tidspunkter, hvor jobmarkedet for højtuddannede er usikkert. Frie agenter vil som oftest både kunne få kunder i opgangs- (udvikling) og nedgangstider (rationalisering, effektivisering).

Overvej følgende punkter inspireret af Abelone Glahns bog "Frie Agenter" (2003)

  • For at komme i gang som din egen arbejdsgiver skal du have en ide. Og der skal helst være et behov for din ide.
  • Overvej grundigt, hvad du kan og ikke mindst hvad du vil. Er der sammenfald?
  • Spørg dig selv, hvad det er du regner med at opnå og hvor du gerne vil være om 1, 2, 5 og 10 år.
  • Øv dig i at formulere dine ideer overfor dem du kender. Hvis du ikke kan sælge til venner og familie, så vil andre heller ikke være interesseret
  • Få overblik over din økonomiske situation. Hvad kan du klare dig for? Og hvor længe. Hyr en revisor.
  • Hvem skal være dine kunder? Hvor er de? Og hvordan er deres nærmeste fremtid?
  • Prøv at få et overblik over, hvem der levere en tilsvarende ydelse. Og vurder, om du er god nok i forhold til dine konkurrenter.
  • Overvej desuden om du måske skulle kaste dig ud i det sammen med en partner.
  • Og husk at have styr på reglerne: moms, skat, a-kasse, etc. I BF kan vi guide dig videre til relevante rådgivningstilbud.

Abelone Glahns bog "Frie Agenter" (2003)