Diplomuddannelse

Diplomuddannelser udbydes under lov om åben uddannelse. Du kan bruge dem som videre- og efteruddannelse eller som overbygningsuddannelse. De er på niveau med mellemlange videregående uddannelser. Du kan også selv sammensætte en fleksibel diplomuddannelse.

Du kan gennemføre en diplomuddannelse som et fleksibelt forløb ved at sammensætte fag og enkeltdele fra forskellige diplomuddannelser eller anden uddannelse på samme niveau, udbudt under lov om åben uddannelse.

Du skal udarbejde en uddannelsesplan sammen med en uddannelsesinstitution, som udbyder uddannelse på samme niveau, men kan godt følge fag og moduler på forskellige uddannelsesinstitutioner.

Ved at tage en fleksibel diplomuddannelse kan man komme rundt om forskellige beslægtede fagområder og på denne måde kan man bevæge sig udenfor sit eget fagområde. En diplomuddannelse tilbyder således en hurtigere vej til at udvide fagligheden, men henvender sig primært til personer, der ikke har gennemført en kandidatuddannelse.

Dog kan det komme på tale, hvis fagområdet er helt nyt - i givet fald skal man evt. søge om dispensation eller supplere, hvis uddannelsesudbyderen vurderer at kvalifikationerne ikke er tilstrækkelige.

Målgruppe
Diplomuddannelserne henvender sig til personer med en kort videregående uddannelse, en videregående voksenuddannelse eller en mellemlang videregående uddannelse. Nogle af uddannelserne har en ret snæver målgruppe, fx pædagoger og lærere, mens andre henvender sig til mange forskellige grupper.

Varighed
En diplomuddannelse svarer til 1 års fuldtidsstudier eller 60 ECTs-point, men foregår oftest på deltid, over fx 2 år. De skal afsluttes senest i løbet af 6 år.

Økonomi
Diplomuddannelserne udbydes under Lov om Åben Uddannelse og du skal betale for at deltage i uddannelsen. Hvis du uddanner sig på fuldtid, kan du evt. søge SVU som erstatning for tabt lønindtægt.

Læs mere om regler og muligheder og få et overblik over udbudte diplomuddannelser på Uddannelsesguiden.dk.