Menningsdannernes debatindlæg 2018


Her kan du læse de debatindlæg, som BF's meningsdannere har skrevet og fået offentliggjort i medierne.

Kan vi undvære en bibliotekslov?

Af Maja Ellegaard-Petersen, bibliotekar
Bragt i Arbejderen den 7. februar 2018

Når Cepos sætter spørgsmålstegn ved, om vi har brug en bibliotekslov, er det  på tide at slå fast, hvor vigtige bibliotekerne er i forhold til at sikre fri og lige adgang til viden.

For et par år siden var en delegation af sydafrikanske lærere på besøg på det bibliotek, hvor jeg arbejder. De var nysgerrige, pegede i alle retninger og rodede i materialerne. I forvirringen overhørte jeg en bemærkning, jeg aldrig har glemt:

"Tænk hvis vi havde  sådan et sted her, hvor eleverne kunne få hjælp til at finde sandfærdige og opdaterede informationer”.

På udstillingshylden ved siden af dem stod tilfældigvis en bog om AIDS i Afrika. Den tog de ned og gav sig til at bladre, hvorefter en af dem udbrød:

”Jeg vidste det! De fortæller os ikke sandheden om det her.” Disse delegerede savnede tydeligvis en ret, vi tager for givet. Nemlig retten til fri og lige adgang til viden, stadfæstet i Biblioteksloven.

I Danmark har vi på bibliotekerne adgang til anerkendt viden, forskning og kultur - og uddannet fagpersonale til at hjælpe med at finde præcis det, vi har brug for.

Jeg har som bibliotekar hjulpet ældre med at finde øvelser om øget blodcirkulation i fødderne, unge med at finde viden om prævention; vordende forældre, der havde brug for at læse om Downs syndrom, så de kunne foretage et mere kvalificeret valg, og børn som ledte efter fortællinger at spejle sig i, fordi forældrene skulle skilles.

Internettet - ikke et alternativ
Hver eneste dag rykker bibliotekerne på folks vidensniveau og skaber samfundsværdi.

Når jeg fortæller disse historier, møder jeg ofte kommentaren: "Kan man ikke bare finde alt det på internettet?"

Hertil er svaret enkelt: Jo, det kan man. Man kan finde Fake News, misinformationer, skjulte reklamer, unuancerede informationer eller viden på et helt forkert niveau.

Er man flygtning fra et uddannelsesfremmed miljø eller bare ikke særligt vidende det emne, man leder efter, kan det være som at lede efter den berømte nål i høstakken.

Fri og lige adgang til viden er en grundsten i vores demokrati. Den er så indgroet en del af vores kultur, at vi kan komme til at tage den for givet. Men når Cepos kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved den ret, bliver det tydeligt, at vi skal huske at værne om den.

Så råb op! - inden biblioteksloven er afskaffet, bibliotekspersonalet er sparet væk, og alle biblioteker i dit nærområde er blevet nedlagt.
 


Udflytning af arbejdspladser er ikke nok  - brug bibliotekerne til at skabe balance

Af Sarah Elizabeth Hvidberg, bibliotekar

Bragt i Berlingske den 3. februar 2018

Ensomheden i Danmark vokser. Frygten og fremmedhadet vokser. Den sociale ulighed vokser og storbyerne har vokseværk, mens mindre byer sygner hen. Der er tydeligvis noget galt med balancen og sammenhængskraften i Danmark.

Udflytning af arbejdspladser er regeringens bud på en løsning, men det kan ikke stå alene. Skal balancen genoprettes, må vi starte et andet sted. Lad mig fortælle en historie…

Det er onsdag eftermiddag, og vi befinder os på et bibliotek i en mellemstor kommune. Udenfor er det mørkt og vintervådt. Ind træder en lille familie: mor og to små drenge. ”Har I brug for hjælp?” spørger moren på forsigtigt dansk, mens drengene hjemmevant stormer mod børneafdelingen.  Hun får stukket en stak servietter i hånden af en ældre herre, der er i fuld gang med at dække et 35 meter langt bord til aftenens fællesspisning. Om en halv time vil her være fuldt af spisende, snakkende, smilende mennesker, men lige nu er det kernen af frivillige, der er i gang med at forvandle et helt almindeligt mellemstort folkebibliotek til et kulturelt folkekøkken.

Maden til aftenens fællesspisning ankommer og bæres ind af en ældre mand, der troligt lægger bil, tid og armkræfter til. Han går og småsnakker med kokken, en ung flygtning, og med dem ankommer en skøn duft af eksotiske krydderier.

Dette billede gentager sig onsdag efter onsdag. Op mod 200 meget forskellige borgere møder op på biblioteket og deler et måltid. Der er ingen tilmelding. Alle, der har lyst til selskab, kan bare møde op. Og det gør de; mødre med tørklæde, studerende, flygtninge, pensionister, par, småbørnsfamilier, enlige, hjemløse og mennesker med handikap. 

Arrangementet bringer folk fra forskellige bydele sammen, nedbryder fordomme og bekæmper ensomhed. Biblioteksrummet er perfekt til at gøre netop det, fordi det er hele byens rum. Her har alle lige adgang. Fællesspisningerne viser, at det kan lade sig gøre med simple greb, at skabe et bedre lokalsamfund. For mig er det her sammenhængskraften udspringer. I mødet mellem høj og lav, ressourcestærke og nydanskere, ældre og yngre osv.

Balance skabes ikke kun ved at flytte akademikerjobs til provinsen.

I supplement til udflytningen af statslige arbejdspladser bør regeringen opfordre kommunerne til at genetablere de hundredevis af biblioteksfilialer, der er lukket i de sidste 10 år. I rigtig mange lokalsamfund er biblioteket forsvundet og med det muligheden for mødet med dem, vi ikke ligner.

Lad os komme fordomme til livs, skabe bedre lokalsamfund og få Danmark i balance. 


Undskyld, er der en bibliotekar tilstede?
Af Jan M. Johansen, bibliotekar
Bragt i Berlingske den 31. januar 2018
 
Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?

Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder? Ja, så tænker du nok på personalet.

Tænk nu på tallet 316.  Så mange selvbetjente biblioteker er der i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker.  Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.

Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først. 

Men, og der er naturligvis et men.

Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.

Her spiller personalet – mennesker, om du vil - en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?

På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen. 

Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.

Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.

Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.

Alternativet er, at bibliotekerne mister relevans og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.


Der er ikke noget hendøende over biblioteket
Af Claus Jacobsen, bibliotekar

Bragt i Politiken den 30. januar 2018

På biblioteket udlåner vi en del dystopiske romaner. De er vældig populære lige for tiden. For dem der ikke kender genren, er det historier, der handler om en eller anden form for undergang i en nær fremtid.
I aviser og andre medier har jeg på det sidste kunnet læse en dystopi, der direkte er møntet på, hvad jeg går og laver. 

Det viser sig, at jeg er obsolete, uddateret. Noget, der tilhører en tidligere samfundsform, som ikke er kompatibel med de nyeste opdateringer. Jeg er nemlig bibliotekar og arbejder på et folkebibliotek.
Den liberale tænketank CEPOS er kommet til den konklusion, at fremtidens samfundsbehov ikke omfatter folkebibliotekerne. Det kommer meget passende samtidig med, at kulturminister Mette Bock gør klar til at starte forhandlingerne om en ny biblioteksstrategi og en revision af folkebiblioteksloven. 

Egentlig burde jeg altså virkelig ryste i bukserne, og nok begynde få genoplivet min profil på Jobnet. Selvfølgelig tydeligvis med et nyt fokus på nogle andre brancher, end jeg hvad hidtil har søgt.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ryster jeg ikke voldsomt meget i bukserne, og er måske mere irriteret end skræmt.

Der er ikke nogen stor tomhed på de biblioteker, hvor jeg kommer. Faktisk har jeg for det meste pænt travlt, når jeg er på vagt.

Som f.eks. sidste onsdag, en helt almindelig arbejdsdag, hvor jeg bl.a.
- Fandt en Haynes reparationshåndbog til Citroen Xsara Picasso frem til en herre i kansassmækbukser
- Hjalp en dame med at finde en artikel fra 1887 om mordet på hendes tip-tip-oldemor. 
- Fremsøgte en kommentar og analyseartikel til Pikketys ”Kapitalen i det 21. århundrede”, som en studerende skulle bruge til sin opgave. 
- Bestilte nogle novellesamlinger af kulthorrorforfatteren H.P. Lovecraft hjem til en ung fyr, ”i de originale engelske udgaver, tak”. 

Jeg oplever ikke biblioteket som hendøende. Til gengæld ser jeg en masse mennesker, der ville mangle noget hvis jeg, mine kollegaer og biblioteket fra den ene dag til den anden forsvandt.  
Herligt, så jeg har ikke noget at være bange for… Alle lånerne har min ryg, som det hedder på nydansk. 

Hvorfor i al verden skriver jeg så et indlæg som det her? Jeg skriver, fordi der er brug for en seriøs og konstruktiv debat om fremtidens folkebiblioteker, der peger fremad, er ambitiøs og vil videreudvikle og forbedre. Så vi sammen, alle sammen, kan finde ud hvordan vores folkebiblioteker bliver endnu bedre.

Uden de rette bøger svigter vi de læsesvage voksne

Af Marie Engberg Eiriksson, Bibliotekar

Bragt i Jyllands-Posten 29. januar 2018

De 600.000 voksne læsesvage i Danmark har været et emne i de overståede trepartsforhandlinger. I aftalen er der sat midler af til undervisning og projekter, der skal løfte de 600.000 over de næste fire år.

Jeg talte for nylig med én af de 600.000. Hun var på biblioteket med sine børn, som boltrede sig i billedbøgerne. Hun fortalte, hvordan hun så en verden af muligheder for sine børn på biblioteket. Muligheder for oplevelser og ny viden, læring, fordybelse og leg.

Sådan ser jeg som bibliotekar også selv biblioteket, så derfor studsede jeg, da hun sagde, at sådan havde hun aldrig selv oplevet det. For hende var biblioteket som en stor tom hal. De mange hylder med bogrygge var så godt som usynlige, fordi hun vidste, at almindelige bøger var for svære for hende.

Jeg fortalte hende om de fantastiske tilbud, biblioteket har til læsesvage, og at vi brænder for at hjælpe. Men hvor gerne jeg end ville finde et par gode bøger til hende, så kunne jeg ikke komme uden om det faktum, at der er for få materialer at vælge imellem for læsesvage voksne.

Når vi underviser børn i at læse, er det indlysende, at de ikke kan læse almindelige bøger fra dag ét. De har behov for adgang til lette eller læsebearbejdede materialer med lavere lix. Det er også en integreret del af undervisningen, at børnene skal læse i deres fritid, hvilket igen kræver adgang til spændende og alderssvarende bøger.

Skal vi hjælpe de voksne læsesvage, skal vi sørge for, at der er gode, lette voksenbøger og nok af dem. Der er enkelte forlag i Danmark, der udgiver titler til målgruppen, men det er mere for hjerteblod end for fortjeneste, hvilket betyder, at der ikke udkommer titler nok.

Det er en naturlig opgave for mig som bibliotekar at hjælpe nogle af de 600.000 med at finde den læselyst, som, vi ved, er afgørende for at blive en stærk læser. Men vi kan ikke gøre det, hvis ikke der er bøger. Derfor mener jeg, at vi bør tage en fælles national diskussion om, hvordan vi sørger for, at der er bøger til de 600.000 læsesvage voksne danskere.


Bring bibliotekarerne tilbage i den litterære debat
Af Anna Arendse Thorsen, forfatter og stud.scient.bibl. 

Bragt i Weekendavisen 26. januar 2018

Litterater, smagsdommere og boganmeldere har taget patent på litteraturdebatten – hvor er bibliotekarerne? 
Når der skal diskuteres litteratur bliver forfattere, boganmeldere og litterater inviteret ind i Wegnerstolene, for at drøfte kulturel nytteværdi, litterært hierarki, nye strømme og gamle klassikere. Ja, selv når det gælder bibliotekshusenes egen fremtid, har vi eksperter, redaktører og litterære vismænd arrangeret rundt om samtalebordet. 

Vi glemmer bare at invitere én afgørende faggruppe; nemlig bibliotekarerne selv.
Men vi bør i langt højere grad tage bibliotekarerne alvorligt i den litterære debat. For de bærer rundt på en faglighed og et kendskab til danskernes læsevaner, der ikke bør underkendes.

Dem der tror at bibliotekarerne kun orienterer sig omkring høje lånertal tager fejl. Bibliotekssektoren bygger på en lang tradition for at facilitere vidensdeling og formidle den øjenåbnende og uddannende litteratur. Og forskningen viser at netop det litterære dannelsesargument stadig er i høj kurs i de biblioteksansattes professionsidentitet. Faktisk mener langt de fleste, at bibliotekarerne fortsat har et ansvar for at udfordre brugerne i deres litterære smag og præferencer. 

Bibliotekarerne ved hvordan man matcher den rigtige læser med den rigtige bog. De går til et værk, på læserens præmisser frem for litteraturens. De ved, at den forkerte bog på det forkerte tidspunkt er ligesom et par for små sko – et værk kan være nok så smukt, interessant og givende, men når det læseren i den forkerte livsfase, kan det være fatalt for oplevelsen.

Lav en rundspørge. Spørg litteraturentusiasterne, forfatterne, litteraturforskerne og boganmelderene hvor de fandt deres første læselyst, skrivekløe, skabertrang. På biblioteket.

Det er bibliotekarerne der varetager den daglige litteratursamtale – derfor skal de også repræsenteres i den finkulturelle litterære debat. 

Ændringen kræver ikke blot en ekstra stol ved samtalebordet, men også at bibliotekarerne i højere grad tør gøre opmærksom på deres litterære faglighed og tager plads. En sådan deltagelse vil kunne nuancere den finlitterære debatkultur, og i sidste ende højne den til fordel for litteraturens allervigtigste: Nemlig læserne.