Akademikerne vil have klar besked om frokostpausen

27-11-2017 af
Akademikerne (AC) vil have klar besked om den betalte frokostpause fra innovationsminister Sophie Løhde (V), som de skal forhandle løn- og arbejdsvilkår med til foråret.
- Vi oplever, at Finansministeriet vil løbe fra tidligere aftaler. Der er sat spørgsmålstegn ved, om frokostpausen er en del af overenskomsten. Vi skal have klar besked om vores medlemmer har en arbejdsuge på 37 eller 39,5 timer. Vi kan ikke leve med usikkerhed om arbejdstidens længde, siger formand Lars Qvistgaard fra Akademikerne til Politiken.

Moderniseringsstyrelsen har tidligere meldt ud, at den betalte frokostpause er en kutyme eller et personalegode i stil med en frugtordning, som kan forsvinde, uden at lønnen stiger. Og det er op til de enkelte statslige arbejdsgivere og styrelser, om den betalte frokost skal fortsætte. 

Akademikerne mener derimod, at den betalte frokostpause er en rettighed, som der skal kompenseres for ved en overenskomstforhandling, hvis man ønsker at afskaffe den.

Selvom både Lars Qvistgaard og topforhandler for de 180.000 statsansatte, Flemming Vinther, ikke afviser en forhandling om frokostpausen, så er der ikke noget ønske fra medlemmerne i fagbevægelsen om at gå op i tid.

- Vi skal lige huske på, at vi ikke har modtaget overenskomstkrav fra vores medlemmer der går i retning af en forøgelse af arbejdstiden. Tværtimod!«, siger Flemming Vinther.