BF i pressen: Vi skal blive klogere på vores rolle i fremtiden

28-08-2017 af
Under Kulturmødet Mors fangede Altinget BF’s formand til en voxpop, hvor hun fik lejlighed til at fortælle om sine ønsker for fremtidens bibliotek. At bibliotekarerne får en større rolle i vejledningen af skoleelever er vigtigt, mener hun.
-Google og de sociale medier gør, at man har nem og hurtig adgang til en masse information og nyheder. Og det er jo godt, hvis man har kompetencerne til at analysere dem. Et af de steder, hvor man kan få hjælp til det, er på biblioteket. Jeg mener, at det fremover bliver en meget vigtig opgave for bibliotekerne og bibliotekarerne fortsat at bidrage til livslang læring og klæde især børn og unge på til at navigere i alle informationerne, sagde Tine Jørgensen til Altinget i sidste uge.

Hun deltog i en debat med blandt andre kulturminister Mette Bock og var efter debatten blevet klogere på nogle af de tanker, kulturminister Mette Bock har, om en ny bibliotekslov. 

-Jeg var glad for at høre, at hendes biblioteksbegreb er mere end bøger og litteratur. Biblioteker skal for eksempel også have en rolle i de lokalsamfund, hvor de befinder sig. 

Læs hele interviewet med Tine Jørgensen på Altinget Kultur