Beskæftigelsesministeren vil forbedre arbejdsmiljøindsatsen

03-04-2017 af
Det går den forkerte vej med danskernes arbejdsmiljø viser en ny undersøgelse fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Derfor skal nyt ekspertudvalg komme med anbefalinger til forbedringer.
Flere og flere danskere oplever overbelastning på arbejdet. Hver 9. dansker har nu fysiske skader og hver 6. har psykiske skader, viser en undersøgelse fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen erkender, at der er problem, og derfor vil regeringen nedsætte et ekspertudvalg, der skal gentænke indsatsen på området, og komme med konkrete anbefalinger til løsninger.

- Som beskæftigelsesminister er jeg bekymret over udviklingen. Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. At indsatsen simpelthen ikke virker efter hensigten, siger Troels Lund Poulsen til Avisen.dk.

Ekspertpanel hos Akademikerne
Akademikerne (AC) har for få uger siden nedsat et ekspertpanel for psykisk arbejdsmiljø, der kigger på, hvordan det psykiske arbejdsmiljø styrkes på de danske arbejdspladser. Ekspertpanelet foregår i et samarbejde med førende forskere.

Formand for Akademikerne Lars Qvistgaard er derfor glad for beskæftigelsesministerens initiativ.

- Det kan kun gå for langsomt med, at vi får vendt den negative udvikling. Det er uacceptabelt, at vi ikke er bedre til at forebygge problemer med psykisk overbelastning på det danske arbejdsmarked. Beskæftigelsesministeriets nye ekspertudvalg er vigtigt, så der kan tages ordentlig fat om problemerne. Vi ser frem til at deltage i ekspertudvalget, siger Lars Qvistgaard. 

Akademikernes arbejdsmiljøundersøgelse viser, at næsten hver syvende akademiker (14 procent) oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Næsten 10 procent af alle akademikere er stressede i hverdagen, og de udpeger arbejdet som grunden til deres stress.