Mange biblioteker deltager i kampagnen ”Sikker når du klikker”

20-03-2017 af
- Jeg er virkelig glad for at mange biblioteker og bibliotekarer allerede i kampagnens første dage har bakket op, siger BF’s formand Tine Jørgensen.
Den 7. marts lancerede BF sammen med Forbrugerrådet Tænk kampagnen ”Sikker når du klikker”, som skal klæde danskerne på til at agere sikkert på internettet. Allerede i løbet af de første dage har mange biblioteker reklameret for kampagnen og sat initiativer i gang, og det er BF’s formand glad for.

- Internetsikkerhed er vigtigt, og kampagnen giver på en fin måde svar på mange af de spørgsmål, folk stiller sig selv i dagligdagen, når de handler på nettet, deler billeder osv. Folk har brug for gode råd og mere viden om, hvad de skal være opmærksomme på, og det er netop det, kampagnen giver. Og så viser kampagnen folk, at man kan gå på biblioteket og få hjælp af bibliotekarerne, siger Tine Jørgensen, som håber, at mange biblioteker vil benytte lejligheden til at vise deres egne rådgivningsinitiativer og it-caféer frem.


Kampagnen kører officielt frem til juni 2017, så flere biblioteker kan stadig nå at deltage.

Kampagnens materialer og budskaber kan man arbejde videre med, også efter kampagnen er afsluttet.

Læs mere om kampagnen her, hvor du også finder links til kampagnematerialerne.