Sådan bruger du BF’s lønstatistik

09-06-2017 af
Skal du til lønforhandlingssamtale med din chef, eller skal du tale løn med din tillidsrepræsentant, er der hjælp at hente i BF’s lønstatistik, der hvert år bliver lavet for både offentligt og privatansatte medlemmer i BF.
Her følger tre gode råd til, hvordan du kan bruge statistikken. 

Se på branchestatistikkerne
Er du privatansat, kan du se på branchestatistikkerne, da branchen er noget af det, der betyder mest for lønniveauet på det private arbejdsmarked. For eksempel er medicinalbranchen forholdsvis højtlønnet, mens forlagsbranchen er mere lavtlønnet.

Se på stillingsstatistikkerne
I lønstatistikken kan du se lønniveauerne fordelt på stillinger, for eksempel kan man se, at i kommunerne er en webredaktørs lønniveau højere end en børnebibliotekars.

Se på lønspredning
I statistikkerne fremgår spredningen af lønniveauerne, altså forskellig løn inden for den samme stilling ud fra erfaring, ansvar og kompetencer. I statistikken er det angivet i såkaldte kvartiler, der er udtryk for erfaring og kompetenceniveau. Hvis man synes, man er erfaren, så skal man sammenligne sig med 75 % kvartilen, og har man mindre erfaring og færre kompetencer end gennemsnittet, skal man orientere sig mod 25 % kvartilen. På den måde kan man vurdere sit lønniveau baseret på ens erfaring, ansvar og kundskaber. 

BF anbefaler, at du bruger de forskellige statistikker til at få så realistisk et billede af din markedsværdi som muligt. Tag både hensyn til, om du er ansat i det offentlige eller det private (og hvilken branche), din stilling og lønspredningen.