BF i medierne: Nej, Cepos, udlån af digitale bøger kan ikke privatiseres

20-11-2018 af

BF's formand Tine Segel svarer i et debatindlæg i Berlingske den 19. november på et forslag fra Cepos om at privatisere udlånet af digitale bøger.

Læs hendes indlæg nedenfor eller se det på Berlingske.dk:

"I Berlingske torsdag 15/11 kunne man læse, at den liberale tænketank Cepos ser mulighed for at privatisere udlån af digitale bøger ud fra en tankegang om, at når Mofibo og andre private aktører har skabt infrastrukturen, kan befolkningen blot købe sig adgang til den digitale litteratur.

Der er flere grundlæggende problemer ved et sådan tiltag. I dag er bibliotekernes udlån – også det digitale – gratis for slutbrugeren. Det sikrer fri og lige adgang til viden og information uanset pengepung og sociale forhold. Det er en grundsten i vores demokrati. Det tilbud kan man ikke erstatte med et kommercielt tilbud, for det stiller især de svageste i samfundet ringere.

Et andet problem er kvalitet og udbud. Ifølge biblioteksloven skal bibliotekerne udvælge materialer ud fra kriterier om kvalitet, alsidighed og aktualitet for at opfylde bibliotekernes formål om at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Denne forpligtelse har en kommerciel aktør ikke, og det glemmer Cepos.

Mofibo og andre aktører har – ganske naturligt – en kommerciel interesse i at fremme noget litteratur fremfor andet, idet nogle titler bedre kan betale sig. Det handler om forretning. Derfor er det vigtigt for borgerne, at samfundet via bibliotekerne sikrer adgang til og formidling af både den kommercielle og smalle litteratur.

Bibliotekerne er gået sammen om at give adgang til den digitale litteratur via den fælles digitale platform eReolen og samtidig bibeholder bibliotekerne deres lokale præg afhængig af, hvilke behov der i den enkelte kommune. Det er en god og fremtidssikker model.

Folkebibliotekerne er en demokratisk institution for alle borgere, uanset om man bærer slips, kedeldragt eller mangler en fast adresse. Bibliotekernes styrke er at skabe sammenhængskraft, og bibliotekarernes rolle er at formidle og navigere i både litteraturen og fremme adgangen til information, viden og kultur."