BF’er låner opmærksomhed på politikers Facebookprofil

16-04-2018 af
Politiker Christian Poll (Å) havde torsdag d. 12. april lånt sin profil ud til børnebibliotekar Julie Arndrup for at sætte fokus på de offentligt ansattes arbejde. Godt initiativ til at vise andre sider af faget mener Julie Arndrup.
Torsdag d. 12. april blev Alternativ-politiker Christian Polls følgere mødt med et nyt perspektiv, da børnebibliotekar Julie Arndrup lagde sit første opslag fra sin arbejdsdag op på Facebook:

”Godmorgen til Christian Polls følgere. Jeg hedder Julie og er børnebibliotekar på vej til arbejde. Jeg er blevet lokket til at overtage Christians fb i dag … Jeg er her for at fortælle hvad en børnebibliotekar laver sådan en tilfældig torsdag, og hvorfor jeg synes mit arbejde er vigtigt… ”

Opslagene havde til hensigt at sætte fokus på de offentligt ansattes arbejde og faglighed i forbindelse med OK18-forhandlingerne. 
I dagens løb lagde Julie Arndrup seks opslag op på politikerens Facebook-side, hvor hun i billeder og ord forklarede, hvordan en arbejdsdag kan se ud for en børnebibliotekar. 

Opslagene blev delt godt og bredt, og Julie Arndrup var glad for at få muligheden for at vise, at faget rummer mange andre aspekter end at sætte bøger på plads og hjælpe med at finde materialer og bøger til udlån. 

”Jeg synes især, at det var fedt at få lov til at vise de ting, vi også laver omme bagved, og som vi faktisk bruger en del tid på. Vagterne bliver beskåret mange steder, og der er mange flere ikke-betjente åbningstider, så jeg kan godt forstå, at folk så tænker: ”Jamen, hvad laver de så?”. Bibliotekarerne flytter arbejdet og arbejdsopgaverne hen til steder, hvor det giver mening på en anden måde, siger Julie Arndrup og henviser til både de digitale- og personlige tilbud, hun arbejder på til gavn for borgerne. 

Et af de tilbud, har Julie Arndrup også med i sine opslag på Christian Polls væg. Her er hun ude på besøg i en børnehave for at tale med både børn og voksne om børnelitteratur og for at oplyse om, hvordan de kan bruge biblioteket.  

”Det giver rigtig god mening med det arbejde, jeg for eksempel laver i Børnehaven, som jeg også besøgte den dag. Jeg taler med mange flere forældre og børn på de par timer på legepladsen, end jeg ville gøre på en almindelig udlånsvagt, fordi mine udlånsvagter normalt ligger i andre folks arbejdstid. Og jeg møder også dem, som ikke kommer på bibliotekerne i forvejen. Alle dem, som ikke er opdraget til at bruge bibliotekerne og en masse familier med udenlandsk baggrund, som ikke har den tradition,” slutter Julie Arndrup.