Del din løn på kvindernes kampdag

22-02-2018 af

Tal højt om din løn. Det kan skabe større ligeløn mellem kønnene. Sådan lyder opfordringen fra Bibliotekarforbundet og 37 andre fagforbund i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

Der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. Selvom vi skriver 2018, bliver forskellen mellem kønnene desværre tydelig, når vi skæver til lønsedlerne. 

Derfor bør vi dele, hvad vi får i løn med flere, lyder opfordringen fra Bibliotekarforbundet og 37 andre faglige organisationer i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. 

Med hashtagget #DelDinLøn skyder organisationerne kampagnen med samme navn i gang, og slår på tromme for at øget lønåbenhed er vejen til en mere lige løn. 

Medarbejdere i alle fag opfordres til at bruge hashtagget på sociale medier og debattere erfaringer med ligeløn og lønåbenhed. Formålet er at skabe en anden kultur og at bryde tabuet, så vi bliver bedre til at tale mere åbent om løn på arbejdspladsen og på tværs af fag.

- Vi bryder os ikke rigtig om at tale om løn, men med #Deldinløn-kampagnen håber jeg, der kommer fokus på området og nogle gode værktøjer, som kan bidrage til at tale om løn, siger BF's næstformand Jette Fugl, der sidder i kampagnens styregruppe.

På selve kampdagen inviterer organisationerne desuden interesserede til et åbent arrangement om lønåbenhed og ligeløn i Den Sorte Diamant i København kl. 16 til 19.30. Foruden samtale og debat vil der også være underholdning. Arrangementet sker i forlængelse af en konference samme dag på Christiansborg under temaet ”Lønåbenhed – er det vejen til ligeløn?”, hvor de 38 organisationer lancerer en ny rapport om udenlandske erfaringer med lovgivning om lønåbenhed. 

Se mere om medlemsarrangement i Den Sorte Diamant den 8. marts 2018 kl. 16:00 til 19:30 i BF's kalender