Giv dit besyv med i ny debat om fremtidens bibliotek

26-10-2018 af

Kulturministeriet har åbnet for debatten om fremtidens bibliotek på Facebook og opfordrer alle til at fortælle, hvad de forventer sig af bibliotekerne, for de er vigtige i et moderne samfund, lyder det.

Hvad skal vi med fremtidens bibliotek? Det spørgsmål stiller kulturminister Mette Bock og formanden for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg Leon Sebbelin i en ny landsdækkende debat under overskriften ”Ordet er frit. Biblioteket er dit”. Initiativet sætter fokus på, hvilke ønsker og forventningerne borgerne har til bibliotekerne fremover. Der er foreløbig planlagt fire dialogmøder i oktober og november, hvor en række brugere og ikke-brugere er inviterede til at debattere.

Sideløbende inviterede ministeriet til debat på Facebook. I en video på debatsiden, byder kulturminister Mette Bock velkommen og siger, at:

”Bibliotekerne er den suverænt mest besøgte kulturinstitution i Danmark, men tiderne skifter, vanerne ændrer sig, og der skal formidles på nye måder. Det vil jeg rigtig gerne høre jeres mening om.”

Bibliotekerne er vigtige i et moderne samfund
Mette Bock påpeger samtidig, at der i dag er 40 procent af borgerne, som ikke bruger bibliotekerne, og at der med nye måder at udgive materialer, litteratur og indhold på, skal formidles på nye måder. Det vil hun gerne høre borgernes tanker om: 

”Prøv at fortæl, hvad du forventer dig af fremtidens bibliotek, det er her i de kommende måneder, debatten kører, og jeg glæder mig rigtig meget til den, for bibliotekerne er vigtige, også i et moderne samfund,” slutter hun.

BF’s formand Tine Segel opfordrer medlemmerne til at gøre deres stemme gældende i debatten: 

”Vi håber, at I og jeres kolleger vil deltage aktivt i debatten, så de fagpersoner, der arbejder med området til hverdag, også inddrages tidligt i forløbet. På den måde kan vi forhåbentlig skubbe til forståelsen af bibliotekernes rolle som demokratisk rum for kultur, viden og formidling.

Du finder Facebooksiden her