Ny undersøgelse: Færre 15-19 årige læser bøger

23-10-2018 af

Nye tal i årsrapporten fra kulturministerens Bog- og Litteraturpanel viser blandt andet, at flere 15-19 årige slet ikke læser bøger. Det understreger endnu en gang vigtigheden af en national læsestrategi, mener BF’s formand Tine Segel.

Det er foruroligende, at nye tal viser, at færre 15-19 årige læser, mener BF's formand Tine Segel. Foto: Colourbox

I årsrapporten ”Bogen og Litteraturens vilkår 2018”, som netop er blevet udgivet af Bog- og Litteraturpanelet, bliver danskernes læsevaner nærstuderet. Man finder blandt andet svar på spørgsmål om, hvor mange nye titler der udgives årligt i Danmark, hvem der er de flittigste læsere, og om kvinder læser flere bøger end mænd. Det er interessante oplysninger, men der er også foruroligende tal i rapporten, når det for eksempel viser sig, at der er et stigende antal 15-19 årige, som slet ikke læser, mener BF’s formand Tine Segel:

”Det understreger endnu engang, at det er nødvendigt med en national læsestrategi, hvor bibliotekarerne bør spille en strategisk rolle i forhold til børn og unges læsevaner, for de har en central plads i dannelsen af børns læselyst,” siger hun og fortsætter:

”Både børn og unges læselyst- og evner er under pres. Konkurrencen om deres tid og et ændret medieforbrug gør det mindre fristende for dem at åbne en bog, men læsning er en grundkompetence for læring og udvikling. Derfor bør man satse massivt på en læsestrategi, der går på tværs af biblioteker, daginstitutioner, skoler og forældre og som sætter fokus på lysten til at læse.”

Samtidig peger hun på, at der er mange indgange til læsning via andre medier og formater såsom lydbøger, SMS-noveller, fanfiction og Youtube, der også spiller en vigtig rolle.

Læs årsrapporten her