Nye efter- og videreuddannelser på INF i foråret

20-12-2018 af
Institut for Informationsstudier (INF) udbyder til foråret en række kurser gennem Åbent Universitet, hvor man kan blive opdateret på den nyeste viden om digitale medie- og formidlingsformer.

”Kulturformidling i en digital tid”, ”Digital kompetence” og ”Interaktive formidlingsrum”. Det er titlerne på tre efter- og videreuddannelseskurser, som udbydes af Institut for Informationsstudier (INF) gennem Åbent Universitet i foråret 2019. Og hvis du vil forbedre dine kvalifikationer i forhold til din nuværende karriere eller vil skifte retning, kan efter- og videreuddannelseskurser være en god investering. 

Teori og hands-on
Kurset ”Kulturformidling i en digital tid” vil opdatere dig på, hvordan den digitale tidsalder kalder på nytænkning og gentænkning af vores måde at formidle kultur på i dag og fremover

Kurset ”Digtial kompetence” byder på redskaber og hands-on erfaring med at undersøge en digital praksis hos en udvalgt målgruppe, og giver indblik i den nyeste kompetenceforskning.

Kurset ”Interaktive formidlingsrum” har fokus på, hvordan design og layout af fysiske, digitale og hybride formidlingsrum påvirker den måde, mennesker kommunikerer, interagerer og samarbejder på. Kurset ser nærmere på, hvordan information og kultur bliver medieret i formidlingsrum; herunder byrum, biblioteker, museer, virksomheder, websites og nye typer af brugergrænseflader. 

Kvalifikation og deltagerafgift
Åbent Universitet udbyder kurser efter reglerne om deltidsuddannelse. Det indebærer, at enhver kan deltage i kurserne, hvis man er kvalificeret, og der er plads på kurset, samt at man betaler en deltagerafgift.

Alle kurser er tilrettelagt som enkeltstående kurser, så det er muligt at have fuldtidsarbejde ved siden af studiet. 

Har du interesse og engagement, uden at være erhvervsaktiv, er du lige så velkommen.

Fakta:

Sted:

Søndre Campus - Karen Blixens Plads 8, 2300 København S.

Pris:

3750 kroner (15 ECTS)

Ansøgningsfrist:

15. januar 2019, men søg allerede nu – vi tildeler pladser efter først til mølle princippet.
Læs mere og søg ind på kurserne her