OK-18: Storkonflikt rykker nærmere

27-02-2018 af
Mandag aften brød overenskomstforhandlingerne på det kommunale område sammen. Den væsentligste årsag er økonomi.

Kommunernes Landsforening, KL og Forhandlingsfællesskabet, som BF er en del af, opgav mandag aften at blive enige om en aftale. Den vigtigste årsag til sammenbruddet er, ligesom i staten, at arbejdsgiverne nægter at sikre reallønsfremgang til de kommunalt ansatte.


Sammenbruddet sker i kølvandet på, at forhandlingerne om en ny overenskomst for de 180.000 statsansatte fredag i sidste uge brød sammen, og dermed er en storkonflikt rykket nærmere.

- Vi ønsker ikke nogen konflikt, men det er svære forhandlingsvilkår, fordi KL ikke ved forhandlingsbordet har meldt rammen ud. Vi vil ikke acceptere endnu en kriseoverenskomst, siger BF’s formand Tine Segel. Ved de seneste tre overenskomster har de offentligt ansatte holdt for lønmæssigt, derfor er det også rimeligt, at de sikres en reallønsfremgang nu, hvor det igen går godt med økonomien i Danmark. 


Storkonflikt måske på vej
Tirsdag er der planlagt forhandlinger på det regionale område, og forventningen er, at de også vil bryde sammen. 

Hvis det sker, vil forhandlingerne på alle tre områder være brudt sammen, og det betyder, at risikoen for en storkonflikt er rykket tættere på. 

Men der er stadig mulighed for, at parterne kan blive enige om en aftale i forligsinstitutionen, hvor der er indkaldt til første møde torsdag den 1. marts.

Tidligst konflikt i april
Onsdag den 28. februar kan der tidligst varsles konflikt, og i så fald vil en strejke træde i kraft pr. 1. april. Her vil fagforbundene udtage 10 til 15 procent af medlemmerne. 

BF vil i den forbindelse kommunikere til berørte medlemmer enten via deres tillidsrepræsentant eller direkte. Det er også muligt, at arbejdsgiverne vælger at lockoute. 

BF har i tilfælde af en konflikt valgt at tilbyde BF’s berørte medlemmer konfliktlån. Hvad det betyder, kan du læse mere om her. 

Læs mere om OK 18 her