Biblioteksledere skal blande sig i debatten

15-03-2019 af
Bibliotekschef ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne Jeppe Bjørn mener, det er nødvendigt, at biblioteker og biblioteksledere i langt højere grad involverer sig i den offentlige debat om bibliotekernes fremtid. 
»Det er bizart, at danske biblioteker ikke bruger alle kræfterne på at fremme læsningen«. Sådan lyder overskriften på et debatindlæg i Berlingske, hvor bibliotekschef ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne Jeppe Bjørn plæderer for, at bibliotekers primære opgave bør være at styrke læsningen. For ham at se skal bibliotekerne slå sig op på at være en vigtig spiller i bekæmpelsen af det færdighedstab, han ser i forbindelse med, at både børn og voksne læser mindre og mindre i takt med medieudviklingen.

-Det er som om, bibliotekerne og bibliotekslederne har mistet selvtillid i forhold til kerneopgaven. Vi ender i defensiven, når vi bliver mødt med ærgerlige fortællinger om udlån af bageudstyr og andre eksperimenter i biblioteksrummet. I stedet burde vi tydeligt kommunikere, at vores oprindelige formål med at fremme oplysning, dannelse og kulturel aktivitet er vigtigere end nogensinde – og at det er en opgave, som stadig bedst løses gennem udlån af materialer i fysisk og digital form, siger Jeppe Bjørn og henviser blandt andet til det netop overståede årsmøde i bibliotekschefforeningen, hvor man endnu engang diskuterede folkebibliotekernes berettigelse. Til samme arrangement opfordrede formand for Kommunaldirektørforeningen, Henrik Kolind i øvrigt biblioteksledere til at blande sig mere i den offentlige debat, tilføjer Jeppe Bjørn.

Ledere vil ikke virke politiserende

Jeppe Bjørns ønske om, at flere biblioteksledere skal markere sig, har ikke til formål, at de alle skal være enige, understreger han. Selv fortæller at han har fået blandede tilkendegivelser over debatindlægget, og at glad for at få reaktioner.
- Der findes biblioteksledere, som ikke mener, at vi skal fokusere så meget på at fremme læsningen og litteraturformidling. Det er jeg noget forbløffet over, men vi behøver jo ikke være enige om alt.
Hans oplevelse er imidlertid netop, at flere biblioteksledere ikke føler sig trygge ved at råbe højt af frygt for, at de kommer til at virke politiserende– især hvis deres holdning er som hans: At bøger og læsning skal være i centrum. Men sådan bør det ikke være, mener han:

- Hvis en skoleleder kan gå ud og markere sig i den offentlige debat om, at det er vigtigt at lære at læse og regne, skal vi også kunne sige, at læsning, og dermed bibliotekernes oprindelige dannelsesopgave, er vigtig. Hvis vi skal tale os ud af besparelsesspiralen, skal vi offentligt pointere, at det er en samfundsgavnlig opgave, vi udfører,” siger han og fortsætter:
- Man kan sagtens diskutere sit faglige domæne, uden der sker andet, end at debatten højnes.

Tilfredse medarbejdere

Udover det gavnlige ved, at biblioteksledere tager bladet fra munden i den offentlige debat, har det også en god effekt på arbejdspladsen, oplever Jeppe Bjørn. 
-Jeg mærker, at medarbejderne er tilfredse og motiverede, fordi vi har sat en retning. Og et opråb i den offentlige debat er en tydelig tilkendelse af, hvad vi satser på hos os.”