Digitalt tænkt

31.05.2012
af Sabrine Mønsted

Navneskiltene er udskiftet med iPads, indgangen er flankeret af et 3D-kort over biblioteket, og reolernes digitale endevægge formidler både det nyeste og det glemte materiale.

I Ørestad er et nyt folke- og skolebibliotek vokset frem det sidste år, hvor den digitale og fysiske formidling er vævet finmasket ind i hinanden. Blandt andet i en erkendelse af, at bibliotekerne ikke har været gode nok til at bruge teknologien til at formidle materialerne, og at de digitale tilbud skal trækkes ind på biblioteket og ikke ligge hengemt på en hjemmeside.

Det første, der møder brugerne på Ørestad Bibliotek, er et 3D-kort over biblioteket. Kortet skal dels komme spørgsmål a la »hvor er toilettet og fotokopimaskinen?« i forkøbet, men lige så vigtigt giver kortet medarbejderne mulighed for at formidle, hvad der sker på biblioteket, før brugerne for alvor træder ind. Kortets udvalgte punkter viser bibliotekets tilbud i film, tekst og billeder, og ved at trykke på skærmen får brugerne en beskrivelse af, hvad de kan finde hvor.

- Så har vi allerede givet dem en introduktion, når de senere støder ind i udstillingen om bamser eller flyvemaskiner, eller hvad vi nu har valgt at sætte fokus på, og fortalt dem, hvor de kan finde bøger, film eller andet om emnet, siger bibliotekschef for Ørestad og Solvang Biblioteker, Jakob Lærkes.

Flyvende medarbejdere
Brugerne kan også finde medarbejderne på kortet. Medarbejderne præsenteres med navn, billede samt særlige interesser og kompetencer og er på den måde tilgængelige – også når de ikke er på vagt. Medarbejderne er »flyvende«; det vil sige, at de udover at betjene ved skranken som i det traditionelle bibliotek også er »på vagt«, når blot de er til stede. Alle medarbejdere har fået en iPad i en taske over skulderen, så spørgsmål kan besvares, hvor de møder brugerne, og det vil være mere reglen end undtagelsen, at de laver det, der før var backoffice midt i biblioteket – med mindre det selvfølgelig kræver dyb koncentration og stilhed, siger Jakob Lærkes.

- Det var afgørende for mig, da jeg ansatte de nye medarbejdere til biblioteket, at de kunne se sig selv arbejde på en ny måde og gå brugerne i møde, siger han.

Jakob Lærkes holdning er, at medarbejderne ikke kan hjælpe brugerne med ny teknologi, hvis ikke de selv er fortrolig med den. Derfor har alle ansatte fået en personlig iPad.

- Det har kostet cirka det samme som at sende alle på et kursus i at bruge en iPad, og på den her måde får de ejerskab til den nye teknologi. Det nytter ikke, at vi ikke er på niveau med brugerne, og vi skal helst være et skridt foran, siger han.

Brugerne får også direkte adgang til iPads, der vil ligge rundt omkring på biblioteket, og som vil indeholde apps, der passer til det sted, brugere befinder sig. Er de for eksempel ved tidsskriftsvæggen, hvor en storskærm også streamer nyheder, og store puder indbyder til avislæsning, vil der være apps til at læse aviser og se nyhedssites.

Mælken skal bagest i butikken
For at være foran skal biblioteket også følge brugernes behov, og Jakob Lærkes mener, at bibliotekerne kan lære meget af detailbutikkernes formidling. De sætter de spændende slagtilbud frem i butikken og det mere dagligdags som mælk og æg bagest. På Ørestads Bibliotek kommer udstillingsreoler med film, dvd’er og musik til at stå ved indgangen og reservationshylderne længst muligt væk fra døren.

- Vi ved, at over halvdelen af dem, der kommer på biblioteket, kommer for at afhente reserveret materiale. Dem skal vi få til at bevæge sig igennem vores gode tilbud, præcis som butikken gør, når de sætter mælken længst væk, siger bibliotekschefen.

Bibliotekets åbningstider kan også matche de fleste butikkers, fra klokken otte til klokken 22 med bemanding mellem 10 og 18. Derfor er der også blevet tænkt i formidling, der ikke er afhængig af, at bibliotekarerne er til stede, sammen med en grundlæggende indstilling om, at materialerne skal formidles meget mere på trods af, at man står midt i blandt dem.

Reolernes endevægge bliver udstyret med en touch-skærm, hvor brugerne kan se alt, hvad de har adgang til, og ikke kun det, der tilfældigvis er hjemme.

- Udover det mest populære skal vi også formidle det materiale, der ikke er hjemme, som er glemt eller er af ældre dato, og det kan de digitale skærme hjælpe os med. De kan for eksempel vise forsider af kommende materiale eller materiale fra andre biblioteker. Brugerne kommer også ind på bibliotek.kk.dk, når de søger på skærmen, forklarer Jacob Lærkes.

Slip kontrollen
Ørestad Bibliotek har givet sig selv i opdrag at være områdets kultursted. Hjertet i kulturformidlingen bliver den såkaldte Mosaik, et koncept der er inspireret af udenlandske biblioteker, og består af en storskærm midt i rummet, der skal vise, hvad der sker af kulturprojekter i lokalområdet. Eksempelvis er der et projekt, DIT HUS, hvor alle børn i Ørestaden bliver fotograferet, og de billeder kommer op på skærmen. Det kunne også være brugernes billeder af hemmelige eller oversete steder i Ørestaden. Mosaikken og bibliotekets hjemmeside er også tænkt sammen, så brugernes indhold fra mosaikken kan ses på hjemmesiden.

- Målet er at give slip, vi skal ikke definere, hvad der er interessant, og det behøver ikke nødvendigvis at se godt ud. Vores opgave er at formidle, hvad brugerne laver af kultur, siger Jakob Lærkes.

Han opfordrer ikke kun bibliotekerne til at slippe kontrollen, men også til at begå mange flere fejl.

- Vi er for bange for fejl. Vi skal eksperimentere og udfordre os selv. For vi slår os selv ihjel, hvis vi bare gør, som vi plejer. Vi har ikke været gode nok til at bruge teknologien til at formidle, og e-ressourcerne skal trækkes med ind i det fysiske rum. Vi skal se teknologi som noget, der giver os tid til faglig formidling og god service. 

Tema: Digital Formidling

Ørestad Bibliotek

Der er bevilget 394,3 mio. til at bygge Ørestad Bibliotek, der er et samlet folke-og skolebibliotek og som deler tag med Ørestad Skole. Biblioteket er også nabo til Ørestad Gymnasium, så der vil sandsynligvis være masse af kunder i butikken i dagtimerne, og, håber biblioteksleder Jakob Lærkes, i aftentimerne, hvor biblioteket har åbent til klokken 22.

 

Der er officiel indvielse af Ørestad bibliotek den 7. juni.


Skriv en kommentar