Bibliotekarforbundets vedtægter

Gældende fra den 1. januar 2019.
(Vedtægterne er senest revideret på BF’s generalforsamling den 10.-11. november 2018)

Navn
§1
Forbundets navn er Bibliotekarforbundet: Forbundet for informationsspecialister og kulturformidlere.

Formål
§2
Forbundets formål er at varetage medlemmernes økonomiske, ansættelses-, uddannelses-, karrieremæssige- og faglige interesser.
Formålet er desuden at arbejde for at bevare og styrke adgangen til kultur, information og viden i samfundet.

Medlemskab 
§3 
Stk. 1. Som aktive medlemmer kan optages:
a. Bachelorer i informations- og biblioteksvidenskab, bibliotekarer, bibliotekarer DB og cand.scient.bibl.’er med afgangseksamen fra Institut for Informationsstudier (INF) eller anden dertil svarende uddannelse.
b. Bachelorer (BA) i Bibliotekskundskab og Videnskommunikation fra Syddansk Universitet samt kandidater med baggrund i samme bacheloruddannelse.
c. Andre personer beskæftiget med data, information, viden eller kultur.   

Stk. 2. Som passive medlemmer kan optages:
a. Bibliotekarer, der ikke udfører eller står til rådighed for udførelse af bibliotekarisk arbejde i Danmark.
b. Seniorer, der er fratrådt arbejdsmarkedet.
c. Personer eller grupper, der ikke omfattes af bestemmelserne om aktivt medlemskab, og som efter hovedbestyrelsens skøn bør tilbydes passivt medlemskab.

Stk. 3. Passive medlemmer har ikke stemmeret og er ikke valgbare til tillidsposter i forbundet.

Stk 4. Som studentermedlemmer optages studerende ved højere læreanstalter.

Stk 5. Studentermedlemmer har stemmeret på generalforsamlingen, ved urafstemninger, ved valg af formand og ved valg af studentermedlem til hovedbestyrelsen. Studentermedlemmer er alene valgbare til posten som studentermedlem af hovedbestyrelsen.

Stk. 6. Optagelse af personer eller grupper, der ikke opfylder kriterierne for medlemskab, skal godkendes af hovedbestyrelsen, hvis afgørelse kan ankes til generalforsamlingen. 

Stk. 7. Personer, der har været medlemsberettigede, imens de har været i beskæftigelse, uden at være medlemmer af forbundet, kan optages i dette. Forbundet er dog ikke i det første 1/2 år efter optagelsen forpligtet til at påtage sig forhandlinger for sådanne medlemmer eller på anden vis repræsentere dem, ligesom de i denne periode ikke er valgbare til tillidsposter inden for forbundet.

Stk. 8. Medlemmer skal løbende oplyse om ændringer i løn- og ansættelsesforholdene, der medfører regulering af kontingentet samt ændringer af betydning for forbundets medlemsdata efter regler fastsat af hovedbestyrelsen.

Stk. 9. Medlemmer er forpligtet til på forespørgsel at oplyse forbundet om ethvert løn-, uddannelses- og ansættelsesforhold.

Indmeldelse og udmeldelse 
§4 
Stk. 1. Indmeldelse og udmeldelse sker skriftligt til forbundet. 

Stk. 2. Udmeldelse sker med mindst 1 måneds varsel til den 1. i en måned. 

Stk. 3. Udmeldelse kan ikke ske i perioder, hvor der er varslet konflikt af - eller over for - forbundet, eller i perioder hvor forbundet er i konflikt.

Stk. 4. Ved udmeldelse kan et medlem ikke unddrage sig de forpligtelser, der påhviler vedkommende på grund af forhold, der opstår inden udmeldelse. Såfremt det senest samtidig med udmeldelsen er vedtaget at opkræve ekstraordinært bidrag til BF’s Aktionsfond, kan udmeldelse ske mod betaling af et kapitaliseret beløb op til 3 års ekstraordinært bidrag til Aktionsfonden. Hovedbestyrelsen kan dispensere fra kravet om betaling af ekstraordinært bidrag til Aktionsfonden.

Eksklusion
§5
Stk. 1. Et medlem, som har forbrudt sig mod forbundets vedtægter eller de af forbundet indgåede aftaler i løn- og ansættelsesforhold, herunder aftaler i henhold til § 6 stk. 8, kan ekskluderes med øjeblikkelig virkning. Hovedbestyrelsen træffer beslutning om eksklusion. Medlemmet skal have lejlighed til at redegøre for sagen på et hovedbestyrelsesmøde, før hovedbestyrelsen træffer beslutning.

Stk. 2. Et ekskluderet medlem kan uden opsættende virkning forlange eksklusionen prøvet af førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Et ekskluderet medlem kan genopnå medlemsrettigheder efter beslutning truffet i hovedbestyrelsen.

Stk. 4. Om eksklusion som følge af restance med betaling af medlemskontingent og/eller ekstraordinære bidrag til Aktionsfonden henvises til § 17 stk. 6 og 7.

Indgåelse af aftaler
§6
Stk. 1. Hovedbestyrelsen kan indgå bindende aftaler med henblik på at varetage medlemmernes økonomiske, faglige, ophavsretlige, ansættelses-, uddannelses- og karrieremæssige interesser.

Stk. 2. Ved fornyelse eller indgåelse af overenskomster og tjenestemandsaftaler for det offentlige område afholdes en vejledende urafstemning om forhandlingsresultatet på de berørte områder. Urafstemning kan foretages elektronisk.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen fastlægger afstemningstemaet.

Stk. 4. Afstemning afholdes samlet blandt de berørte aktive medlemmer, hvis medlemskab er bekræftet senest 8 dage inden udsendelsen af afstemningsmaterialet.

Stk. 5. Ved fornyelse eller indgåelse af kollektive overenskomster og aftaler på virksomheder i den private sektor kan hovedbestyrelsen træffe beslutning om en vejledende urafstemning blandt de på virksomheden ansatte medlemmer. Hovedbestyrelsen fastlægger afstemningstemaet.

Stk. 6. Beslutninger om iværksættelse af lovlige kollektive kampskridt, herunder opsigelse af enkelte medlemmers stillinger, træffes af hovedbestyrelsen.

Stk. 7. Forbundets tillidsrepræsentant / klubber kan indgå bindende lokale aftaler, såfremt disse ikke strider mod aftaler indgået af hovedbestyrelsen eller mod forbundets politik i øvrigt. Aftaler af lønmæssig karakter skal forelægges forbundet til godkendelse inden endelig indgåelse, medmindre hovedbestyrelsen forinden har videredelegeret aftaleretten i henhold til stk. 1. Forbundet skal løbende holdes orienteret om tillidsrepræsentanternes / klubbernes indgåelse af aftaler.

Stk. 8. Hovedbestyrelsen kan indgå aftaler med andre lønmodtagerorganisationer om hel- eller delvis varetagelse af forhandlingsretten inden for afgrænsede ansættelsesområder.

Stk. 9. Når det drejer sig om kollektiv forvaltning af ophavsret i Copydan og andre kollektive forvaltningsorganisationer, overdrager medlemmerne en ikke-eksklusiv ret til forvaltning til Bibliotekarforbundet, som kan videregive mandataet til de relevante forvaltningsorganisationer, evt. via Akademikerne. Denne bestemmelse ændrer ikke på den aktuelle retsstilling vedr. Bibliotekarforbundets ret til at forhandle og indgå overenskomster vedr. ansattes ophavsrettigheder.

Ansættelsesvejledning
§7
Stk. 1. Forbundets sekretariat vejleder og rådgiver medlemmer og tillidsrepræsentanter ved forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår.

Stk. 2. Medlemmer må ikke påtage sig lønnet beskæftigelse på vilkår ringere end de af forbundet aftalte.

Stk. 3. Medlemmer har pligt til at efterkomme forbundets pålæg om lovlig blokade og anden arbejdskonflikt.

Generalforsamling
§8
Stk. 1. Forbundets øverste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling finder sted hvert 3. år i oktober eller november måned, således at valg til ny hovedbestyrelse kan være afsluttet inden den 20. december samme år. Afholdelse af generalforsamling bekendtgøres senest 5 måneder før i forbundets blad/på forbundets hjemmeside.

Stk. 2. Forslag til ændring af forbundets vedtægter skal være forbundet i hænde senest 3 måneder før generalforsamlingen, og offentliggøres senest 6 uger før denne.

Stk. 3. Ændringsforslag til de i stk. 2 omtalte forslag kan fremsættes på generalforsamlingen. Såfremt et simpelt flertal på generalforsamlingen støtter ændringsforslaget, sættes det således ændrede forslag til afstemning i overensstemmelse med stk. 4. Opnår ændringsforslaget ikke simpelt flertal, eller fremsættes der ikke ændringsforslag, kan det rettidigt anmeldte forslag vedtages i overensstemmelse med stk. 4.

Stk. 4. Til vedtagelse af forslag til ændring af forbundets vedtægter kræves, at 2/3 af de ved afstemningen på generalforsamlingen afgivne stemmer er for forslaget. 
Uanset om forslaget opnår sådant flertal, kan mindst 1/5 af de på generalforsamlingen tilstedeværende stemmeberettigede forlange, at forslaget skal sendes til urafstemning. 
Forslag om, at vedtægtsændringsforslaget skal sendes til urafstemning, skal fremsættes senest ved afslutning af behandling af vedtægtspunktet. Ved urafstemningen skal forslaget for at blive vedtaget opnå 2/3 af de i afstemningen deltagende medlemmers stemmer.

Stk. 5. Andre forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være forbundet i hænde senest 6 uger før dennes afholdelse.

Stk. 6. Ændringsforslag til de i stk. 5 nævnte forslag kan fremsættes på generalforsamlingen og gøres til genstand for afstemning på generalforsamlingen. I tilfælde af vedtagelse bortfalder det oprindelige forslag. Det således ændrede forslag kan forlanges til urafstemning efter reglen i stk. 7.

Stk. 7. Til vedtagelse af de i stk. 5 og 6 nævnte forslag kræves simpel majoritet blandt de i afstemningen på generalforsamlingen deltagende medlemmer.
Såfremt mindst 1/5 af de på generalforsamlingen tilstedeværende, stemmeberettigede forlanger det, skal forslaget sendes til urafstemning.
Forslag om udsendelse til urafstemning skal være fremsat, inden dagsordenspunktet afsluttes.

Stk. 8. Urafstemning, jf. stk. 4 og 6, foretages elektronisk.

Stk. 9. Endelig dagsorden udsendes senest 4 uger før generalforsamlingen. Bilag til de enkelte dagsordenspunkter, herunder beretning, regnskab og budget, skal være udsendt til medlemmerne samtidig hermed.

Stk. 10. Dagsordenen skal indeholde:
1. Valg af dirigent og assisterende dirigent.
2. Godkendelse af forretningsorden.
3. Forelæggelse og godkendelse af beretning.
4. Forelæggelse og godkendelse af beretning for Aktionsfonden.
5. Forelæggelse og godkendelse af regnskab.
6. Forelæggelse og godkendelse af regnskab for Aktionsfonden.
7. Indkomne forslag.
8. Forelæggelse og godkendelse af forbundets Princip- og Arbejdsprogram.
9. Forelæggelse og godkendelse af forbundets budget.
10. Forelæggelse og godkendelse af Aktionsfondens budget.
11. Opstilling af kandidater til formands- og hovedbestyrelsesvalg.
12. Valg af statsautoriseret revisor.
13. Valg af 2 politiske revisorer og 1 suppleant.

Ekstraordinær generalforsamling
§ 9 
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af hovedbestyrelsen og skal indkaldes, såfremt 1/10 af de aktive medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af forhandlingsemne.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes senest 1 måned efter at krav herom er tilgået forbundet.

Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 2 ugers varsel.

Hovedbestyrelsen
§ 10
Stk. 1. Hovedbestyrelsen leder forbundets virksomhed.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen består af 12 medlemmer: Formanden og 10 medlemmer valgt ved direkte urafstemning blandt forbundets medlemmer (hvor studentermedlemmer dog alene kan stemme ved formandsvalget) samt et studentermedlem valgt ved direkte urafstemning blandt forbundets studentermedlemmer.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte en næstformand.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg. Hovedbestyrelsen beslutter selv sin arbejdsform. Arbejdsformen fastlægges i en forretningsorden for hovedbestyrelsen.

Stk. 5. Hovedbestyrelsen indkaldes af formanden. Hvis mindst 4 medlemmer forlanger det, skal møde afholdes. For at hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, skal et flertal af dens medlemmer være til stede.
Stk. 6. Hovedbestyrelsesmedlemmer har ret til at deltage i ethvert møde inden for forbundet. 

Stk. 7. En repræsentant valgt blandt forbundets personale har ret til at deltage i hovedbestyrelsens møder som observatør uden stemmeret, men med ret til at stille forslag.

Formand og næstformand
§ 11
Stk. 1. Formanden varetager ledelsen af forbundets virksomhed under hensyntagen til urafstemnings-, generalforsamlings- og hovedbestyrelsesbeslutninger.

Stk. 2. Formanden tegner forbundet. Formanden kan efter retningslinjer fastsat af hovedbestyrelsen delegere sin tegningsret til andre medlemmer af hovedbestyrelsen eller til medarbejdere i sekretariatet.

Stk. 3. Næstformanden er stedfortræder for formanden. Afgår formanden uden for tur, fungerer næstformanden, indtil valg kan finde sted efter førstkommende generalforsamling.

Valg
§ 12
Stk. 1. Valg af formand og de 10 direkte valgte medlemmer af hovedbestyrelsen sker ved elektronisk urafstemning for 3-årige perioder.

Stk. 2. Opstilling af kandidater til hovedbestyrelsesposterne sker på forbundets generalforsamling. Frist for opstilling til formandsposten er 2 måneder forud for generalforsamlingen.

Stk. 3. Senest 3 uger efter generalforsamlingen iværksættes stemmeprocedure og kandidatlister offentliggøres. Der bør være mindst 3 kandidatforslag flere, end der er hovedbestyrelsesposter.

Stk. 4. Stemmeafgivning skal være foretages senest 2 uger efter iværksættelse. Valgets resultat offentliggøres straks på forbundets hjemmeside samt ved udsendelse af nyhedsbrev.

Stk. 5. Valget af formand afgøres ved almindelig stemmeflerhed. Er kun én kandidat foreslået, er denne valgt. Stemmerne til valget af formand optælles først. I tilfælde af stemmelighed foretages omvalg. Er den valgte formand samtidig opstillet som kandidat til en af de øvrige hovedbestyrelsesposter, annullerer valget til formand dette kandidatur.

Stk. 6. Øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer vælges ved almindeligt flertalsvalg. Ved stemmelighed foretager de politiske revisorer lodtrækning. Er der kun opstillet det antal kandidater, der skal vælges til hovedbestyrelsen, er disse valgt uden valghandling.

Stk. 7. De kandidater til hovedbestyrelsen, der ikke opnår valg, er suppleanter i den rækkefølge stemmerne angiver. Ved stemmelighed foretager de politiske revisorer lodtrækning. Får et hovedbestyrelsesmedlem varigt forfald indtræder førstesuppleanten for resten af valgperioden.

Stk. 8. Den nyvalgte hovedbestyrelse træder i funktion pr. 1. januar og konstituerer sig hurtigst muligt og inden udgangen af januar måned. Formanden indkalder til det konstituerende hovedbestyrelsesmøde.

Stk. 9. Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende elektronisk urafstemning afgøres af de politiske revisorer.

Faglige forhold og faggrupper
§ 13
Stk. 1. Generelle faglige, uddannelses- og karrieremæssige forhold hører under hovedbestyrelsen, mens specielle faglige og uddannelsesmæssige forhold hører under faggrupperne under hensyntagen til forbundets formålsparagraf, samt urafstemnings-, generalforsamlings- og hovedbestyrelsesbeslutninger

Stk. 2. Faggrupper til varetagelse af specielle faglige og uddannelsesmæssige forhold kan oprettes efter behov. Hovedbestyrelsen kan godkende oprettelse af en faggruppe, når mindst 25 medlemmer har indstillet en sådan til oprettelse. Hovedbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra mindstekravet på 25 medlemmer, ligesom hovedbestyrelsen kan henvise til allerede bestående faggrupper.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan henvise sager til behandling i en faggruppe. Faggruppen er forpligtet til at behandle sådanne sager. Hovedbestyrelsen kan betinge sig medvirken i en faggruppes behandling af en konkret sag. En faggruppe kan anmode hovedbestyrelsen om at overtage sager inden for deres område. En faggruppe er forpligtet til løbende at orientere forbundet om sin virksomhed, herunder udviklingstendenser m.v. indenfor det pågældende område.

Stk. 4. Faggruppernes vedtægter skal godkendes af hovedbestyrelsen.

Stk. 5. Forbundet yder økonomisk tilskud til hver faggruppe. Dette tilskud optages i forbundets budget. Faggrupperne opkræver derudover særkontingent til deres virksomhed.

Stk. 6. Hovedbestyrelsen udarbejder i samråd med faggruppernes bestyrelser retningslinjer for forholdet mellem forbundet og faggrupperne.

Stk. 7. Faggrupper kan optage personer, som ikke er medlemsberettigede i forbundet som passive medlemmer, efter retningslinjer vedtaget af hovedbestyrelsen.

Stk. 8. En faggruppe kan nedlægges af gruppen selv eller af hovedbestyrelsen - i enighed med faggruppens bestyrelse. Ved uenighed mellem en faggruppe og hovedbestyrelsen om nedlæggelse overgår spørgsmålet til generalforsamlingen.

Stk. 9. Hovedbestyrelsen kan nedsætte interessegrupper til varetagelse af bestemte medlemsgruppers specielle interesser. Retningslinjer for interessegruppernes virke fastsættes af hovedbestyrelsen.

Stk. 10. Under BF’s faggrupper kan der oprettes interessegrupper på samme vis. Faggrupperne fastlægger selv retningslinjer for undergruppernes virke.

Stk 11. Medlemmer i ledende stillinger gives mulighed for at oprette et lederkollegium (eller tilsvarende netværk) med betjening fra forbundets sekretariat og økonomisk tilskud fra forbundet. Hovedbestyrelsen fastsætter de nærmere retningslinjer for lederkollegiet

Stk. 12. I hver generalforsamlingsperiode afholder forbundet et fagligt landsmøde med det formål at give mulighed for drøftelse af ansættelsesmæssige, økonomiske, faglige og uddannelsesmæssige forhold.

Ansættelsesgrupper
§ 14
Stk. 1. Bibliotekarforbundet har ansættelsesgrupper for medlemmer indenfor det statslige ansættelsesområde og det private ansættelsesområde.

Stk. 2. Ansættelsesgruppernes vedtægter skal godkendes af hovedbestyrelsen.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan henvise sager til behandling i en ansættelsesgruppe. Ansættelsesgruppen er forpligtet til at behandle sådanne sager. Hovedbestyrelsen kan betinge sig medvirken i en ansættelsesgruppes behandling af en konkret sag. En ansættelsesgruppe kan anmode hovedbestyrelsen om at overtage sager inden for deres område. En ansættelsesgruppe er forpligtet til løbende at orientere forbundet om sin virksomhed, herunder udviklingstendenser indenfor det pågældende område.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen udarbejder i samråd med ansættelsesgruppernes bestyrelser retningslinjer for forholdet mellem forbundet og ansættelsesgrupperne.

Stk. 5. Forbundet yder økonomisk tilskud til ansættelsesgrupperne. Dette tilskud optaget i forbundets budget. Ansættelsesgrupperne kan af hovedbestyrelsen bemyndiges til at opkræve særkontingent til deres virksomhed.

Stk. 6. Ansættelsesgrupperne kan optage personer, som ikke er ansat indenfor det pågældende ansættelsesområde, efter retningslinjer vedtaget af hovedbestyrelsen.

Stk. 7. En ansættelsesgruppe kan nedlægges af gruppen selv eller af hovedbestyrelsen - i enighed med ansættelsesgruppens bestyrelse. Ved uenighed mellem en ansættelsesgruppe og hovedbestyrelsen om nedlæggelse overgår spørgsmålet til generalforsamlingen.

Tillidsrepræsentanter
§ 15
Stk. 1. I overensstemmelse med de af forbundet indgåede tillidsrepræsentantaftaler vælger medlemmerne ved hvert ansættelsessted tillidsrepræsentant og suppleanter for disse for 2-årige perioder.

Stk. 2. Valget finder sted ved skriftlig afstemning på foranledning af den afgående tillidsrepræsentant efter retningslinjer fastsat af hovedbestyrelsen. Valgresultatet meddeles senest 7 dage efter valgets afholdelse til forbundet. Forbundet meddeler arbejdsgiveren, om valget kan godkendes. Derefter kan den tiltrædende tillidsrepræsentant træde i funktion.

Stk. 3. Tillidsrepræsentanterne kan danne tillidsrepræsentantkollegier bestående af alle forbundets tillidsrepræsentanter inden for et af tillidsrepræsentanterne nærmere defineret område.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen fastsætter i nødvendigt omfang bestemmelser for tillidsrepræsentantvirksomhed.

Stk. 5. Forbundet yder tilskud til tillidsrepræsentantkollegievirksomheden. Midler hertil optages i forbundets budget.

Stk. 6. Fælles AC-tillidsrepræsentanter vælges efter de herom gældende regler.

Klubber/fællesklubber
§ 16
Stk. 1. På hvert arbejdssted kan medlemmerne danne en klub under forbundet. Hvor medlemmerne finder det hensigtsmæssigt, kan disse oprette klubber, der omfatter flere arbejdssteder (fællesklubber).

Stk. 2. Kriteriet for medlemskab af en klub er aktivt medlemskab af forbundet samt ansættelse ved pågældende arbejdssted/arbejdssteder, herunder vikarer.

Stk. 3. Klubben vælger en klubbestyrelse, der består af mindst 3 medlemmer. Tillidsrepræsentanten er automatisk medlem af klubbestyrelsen.

Stk. 4. Forbundet yder tilskud til klubvirksomheden. Midler hertil optages på forbundets budget.

Stk. 5. Regler for klubvirksomheden fastsættes i øvrigt af hovedbestyrelsen.

Stk. 6. AC-fællesklubber oprettes i henhold til de herom gældende regler.

Regnskab og kontingent
§ 17 
Stk. 1. Forbundets regnskab følger kalenderåret.

Stk. 2. Medlemskontingentet inkluderer et eventuelt bidrag til Aktionsfonden.
Stk. 3. Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen efter indstilling fra hovedbestyrelsen. I hovedbestyrelsens indstilling skal der tages hensyn til medlemmernes forventede lønudvikling og den forventede prisudvikling på områder, der påvirker forbundets økonomi

Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan - for samtlige medlemmer i en nærmere fastlagt periode - vedtage opkrævning af ekstraordinært bidrag til BF’s aktionsfond i forbindelse med - eller efter - strejke og lockout med det formål at genoprette Aktionsfondens økonomi efter en konflikt. Hovedbestyrelsen kan helt eller delvist undtage grupper af medlemmer for betaling af ekstraordinært bidrag til Aktionsfonden.

Stk. 5. En ekstraordinær generalforsamling kan efter indstilling fra hovedbestyrelsen under ganske særlige omstændigheder forhøje medlemskontingentet.

Stk. 6. Forbundets regnskab udarbejdes og revideres af én på generalforsamlingen valgt statsautoriseret revisor. Regnskabet behandles og godkendes af hovedbestyrelsen, hvorefter regnskabet forelægges generalforsamlingen til godkendelse sammen med en af de politiske revisorer udarbejdet redegørelse.

Stk. 7. Medlemskontingentet forfalder til betaling kvartalsvis forud. I tilfælde af restance med betaling af kontingentet ud over 3 måneder fra forfaldsdatoen, ekskluderes medlemmet af forbundet. Medlemmet hæfter fortsat for de indtil eksklusionen forfaldne kontingentindbetalinger med renter og omkostninger. Genoptagelse kan kun ske mod indbetaling af den fulde restance.

Stk. 8. Restancer med betaling af ekstraordinære bidrag til Aktionsfonden ud over 3 måneder kan efter hovedbestyrelsens beslutning medføre eksklusion.

Stk. 9. Når særlige forhold taler derfor, kan hovedbestyrelsen for en begrænset periode meddele et medlem nedsættelse eller fritagelse for kontingent.

Forbundets sekretariat
§ 18
Stk. 1. Hovedbestyrelsen ansætter en leder til forbundets sekretariat, der forestår ledelsen under ansvar overfor hovedbestyrelsen.

Forbundets blad
§ 19
Stk. 1. Hovedbestyrelsen ansætter en ansvarshavende redaktør til forbundets fagmagasin. 

Stk. 2. Retningslinjer for bladets redaktion fastsættes af hovedbestyrelsen efter indstilling fra redaktøren. Disse retningslinjer skal godkendes af generalforsamlingen. 

Politiske revisorer
§ 20
Stk. 1. De af generalforsamlingen valgte politiske revisorer er generalforsamlingens tillidsrepræsentanter i forhold til hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Som politiske revisorer og suppleant kan kun vælges medlemmer, der ikke har eller har haft tillidshverv eller ansættelse i forbundet i valgperioden eller i den foregående valgperiode.

Stk. 3. De politiske revisorers virksomhed udøves efter retningslinjer fastsat af hovedbestyrelsen og godkendt af generalforsamlingen.

Vedtægternes fortolkning
§ 21 
Stk. 1. Uenighed vedrørende fortolkning af vedtægterne afgøres af hovedbestyrelsen. Afgørelsen kan uden opsættende virkning forelægges førstkommende ordinære generalforsamling til afgørelse.
Stk. 2. Vedtægtsændringer har gyldighed fra 1. januar efter forslagets fremsættelse. Dog kan et andet ikrafttrædelsestidspunkt vedtages i forbindelse med forslagets vedtagelse.

Forbundets opløsning
§ 22 
Forbundets opløsning, sammenlægning med eller optagelse i anden organisation, kræver vedtagelse med 2/3 flertal på en generalforsamling og vedtagelse med almindelig stemmeflerhed på en umiddelbart derefter afholdt urafstemning. 

Generalforsamlingen beslutter, hvorledes der skal forholdes med forbundets aktiver, herunder skal først og fremmest iagttages, at evt. forpligtelser over for ansatte sikres på betryggende måde.


Vedtægter