Kampagne: Sikker når du klikker

Den 7. marts 2017 lancerer BF og Forbrugerrådet Tænk kampagnen Sikker når du klikker. Kampagnen skal klæde danskerne på til at færdes trygt på internettet. BF opfordrer medlemmerne til at deltage i kampagnen, da det vil synliggøre bibliotekernes tilbud og bibliotekarernes faglighed.

- Informationskompetencer og digital dannelse har længe været en vigtig dagsorden i BF. Med denne kampagne får vi mulighed for at vise, hvordan bibliotekarerne spiller en væsentlig rolle med at vejlede borgerne om it-sikkerhed og digital dannelse, siger formand Tine Jørgensen, som håber at mange medlemmer vil gribe bolden og deltage i kampagnen ved at sætte fokus på it-sikkerhed på biblioteket.
 
Bibliotekarforbundet er som medlemsorganisation af Forbrugerrådet Tænk medinitiativtager til kampagnen, der giver anledning til, at bibliotekerne promoverer nogle af deres egne tiltag, med fokus på samme emne.

- Mange bibliotekarer har eksempelvis udviklet tilbud til folkeskolen om digital dannelse. Kampagnen her kan tænkes ind som et element i noget af det, der allerede foregår på bibliotekerne, siger Tine Jørgensen.

Hvad kan du som medlem af BF gøre?

Både BF og Forbrugerrådet Tænk håber, at bibliotekarerne i kampagneperioden vil afholde små undervisningsevents på bibliotekerne. For eksempel til borgere, der ikke er så it-stærke.

På Forbrugerrådet Tænks kampagneside kan bibliotekarer, som ønsker at deltage, finde et bredt udvalg af materialer og værktøjer, der har til formål at hjælpe borgerne med at passe på sig selv på internettet: Der ligger blandt andet en antivirustest, browserguide, privatlivsguide samt en guide om, hvordan man sletter sin profil på Google, Facebook, Twitter, Instagram, Dating.dk med flere.

På kampagnesitet findes også videoer og guides til, hvordan man laver privatlivsindstillinger på Facebook og Google samt artikler med gode råd og vejledning om sikkerhed og privatliv på internettet.

Alle disse værktøjer, som eksempelvis kan bruges til undervisning i it-sikkerhed på bibliotekerne, vil der være fri adgang til.

Materialer
Der er produceret en plakat, som kan downloades her fra BF's hjemmeside og printes i A3 format, hvor medlemmerne i et felt (med tusch) kan skrive oplysninger om undervisningsevents. Et eksempel kan være: ”Onsdagsundervisning kl. 16.00 på Gentofte bibliotek i privatlivsindstillinger på bl.a. Facebook”. Eller ”Kom på biblioteket på onsdag den 22. marts kl. 14.30, og lær om it-sikkerhed”.

De øvrige materialer til undervisningen kan hentes på Forbrugerrådet Tænks kampagneside: www.taenk.dk/sikkernaarduklikker

Alle de biblioteker, som er medlemmer af Forbrugerrådet Tænk, har adgang til det lukkede kampagnemateriale på www.taenk.dk, når de logger ind.

Mangler man dette login, kan det skaffes ved at kontakte Forbrugerrådet Tænks medlemsservice, som har åbent hver dag mellem 9 - 12. Tlf. 77 41 77 41.

Har man ikke medlemskab og login, kan indholdet hentes ved, at man skriver sig op mod permission. Hvis man ikke ønsker, at Forbrugerrådet Tænk skal kontakte én med tilbud, kan man skrive ”Bibliotekarforbundet” i navnefeltet og ”1111 1111” i telefonnummerfeltet – så bliver disse permissions sorteret fra.

Kampagneperiode
Kampagnen Sikker når du klikker starter den 7. marts 2017 og slutter officielt i juni 2017.