Gå til sidens indhold

BF mener: Arbejdsmiljøet er et fælles anliggende

Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende for den enkelte medarbejders trivsel og for, at man som medarbejder kan løfte sine opgaver på arbejdspladsen bedst muligt. Derfor skal standarden for det fysiske og psykiske arbejdsmiljø være høj.

Arbejdsmiljøet er et samspil mellem de fysiske rammer, den enkelte medarbejder, kollegerne, lederne og organisationen. Arbejdet med at skabe og fastholde et godt arbejdsmiljø bør indgå som en naturlig del af personalepolitikken på den enkelte arbejdsplads.

 

Et fælles anliggende

Arbejdet med arbejdsmiljøet skal afspejle, at det er et vigtigt fælles anliggende for hele arbejdspladsen og ikke kun for den enkelte. Det er naturligt at inddrage arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten i dette arbejde.

 

BF oplever, at der er en tendens til at tilbyde individuelle løsninger, som fokuserer på den enkelte, der er blevet ramt og f.eks. sygemeldt som følge af arbejdsmiljøet, uden at der samtidig tages hånd om de evt. organisatoriske årsager, der også kan have spillet ind. Samtidig handles der alt for ofte først, når det er gået galt.  BF mener, at nøglen til at skabe et godt arbejdsmiljø er kollektiv forebyggelse og konkret handling, der i det daglige understøtter det forebyggende arbejde. 

 

Et godt psykisk arbejdsmiljø tilfører ekstra værdi

BF oplever i stigende grad, at medlemmerne udfordres af konsekvenser af det moderne arbejdsliv, hvor grænseløshed og selvledelse, større krav og færre ressourcer kan føre til f.eks. manglende balance mellem privatliv og arbejdsliv, stress og udbrændthed.

 

Akademikernes undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø fra 2015, hvor BF deltog, viste, at der er store økonomiske gevinster ved at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Ifølge undersøgelsen ville akademikerne som gruppe kunne levere en ekstra værdi svarende til 10 mia. kr. årligt, hvis det psykiske arbejdsmiljø blev forbedret. Undersøgelsen pegede samtidig på, at følgende faktorer har en klar indflydelse på et godt psykisk arbejdsmiljø:

 

  • Meningsfulde arbejdsopgaver og muligheden for at bruge sine faglige kompetencer
  • Muligheden for at udføre arbejdsopgaver med en forsvarlig faglig kvalitet og tid til faglig sparring med kolleger
  • Mulighed for efter/videreuddannelse
  • God nærmeste leder, der også bruger feedback, forventningsafstemning og ros som ledelsesredskaber
  • En arbejdskultur, hvor man taler åbent om det psykiske arbejdsmiljø, og hvor det ikke gøres til et individuelt problem eller ansvar

Du kan læse undersøgelsen her:

 

Vigtigt at tage medejerskab

BF opfordrer alle medlemmer – ledere og medarbejdere - til at tage medejerskab for at forbedre både det psykiske arbejdsmiljø og lokalt at gøre brug af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i de formelle fora på arbejdspladsen. BF opfordrer samtidig til at indtænke kollektiv forebyggelse, og at man gør dialogen om det psykiske arbejdsmiljø til en naturlig del af organisationen, herunder også i forbindelse med organisationsændringer, nyansættelser, tilrettelæggelse af arbejdsopgaver, afstemningen af kompetencekrav m.v.

 

BF står ikke alene

I Akademikerne er der vedtaget en arbejdsmiljøstrategi for 2018-2021, hvor målsætningen bl.a. er at arbejde for gode rammer og vilkår, kollektiv forebyggelse, optimalt samarbejde, og at alle arbejdsgivere tager deres ansvar alvorligt. Du kan læse strategien her.   

Se mere om arbejdsmiljø