Gå til sidens indhold

BF mener: Frivillige på folkebibliotekerne kan være et godt supplement

Frivillige kan fungere som et supplement til at styrke bibliotekerne som kultur – og læringsinstitutioner, men skal ikke overtage opgaver, som er tiltænkt lønnet personale.

I mange af landets kommuner er der et stort politisk fokus på de muligheder, som samarbejde med frivillige kan skabe, og også på mange folkebiblioteker bidrager frivillige til at styrke biblioteket som kultur- og læringsinstitution.

BF mener, at formålet med at inddrage frivillige i folkebibliotekernes virke skal være at styrke det lokale engagement og øge den demokratiske dannelse i lokalsamfundet, hvor de frivilliges aktiviteter skal supplere de bibliotekariske tilbud. Men frivillige skal ikke som del af en spareøvelse varetage opgaver, som ellers skulle varetages af lønnet personale. Det udhuler fagligheden i bibliotekets kerneydelse.

 

Klar arbejdsdeling

Frivillighed kan have mange former, og BF opfordrer derfor til, at der på den enkelte arbejdsplads skabes tryghed omkring samarbejdet gennem drøftelser og aftaler i MED-udvalgene. Ledere, fagprofessionelle og frivillige skal sammen sikre en klar arbejdsdeling og tager stilling til de dilemmaer, der kan opstå som følge af samarbejdet.

Det koster ressourcer at integrere frivillige, og derfor skal der afsættes de nødvendige ressourcer til samarbejdet med frivillige, herunder til kompetenceudvikling af de medarbejdere, der i det daglige har ansvaret for samarbejdet.