Gå til sidens indhold

Forslag til forretningsorden

Hovedbestyrelsens forslag til forretningsorden ved Generalforsamling 2018:

  1. Den af generalforsamlingen valgte dirigent er ansvarlig for forretningsordenens overholdelse og har bemyndigelse til at afgøre opståede tvivlsspørgsmål.

  2. Generalforsamlingen godkender dagsordenen, idet eventuelle forslag om ændringer til den meddelte dagsorden behandles og afgøres.

  3. Under forhandlingerne kan dirigenten, formanden, hovedbestyrelsen eller mindst 20% af deltagerne forlange debatten afbrudt for en kortere periode for at drøfte de igangværende forhandlinger.

  4. Dirigenten udpeger ved mødets begyndelse stemmeoptællere, som bistår dirigenten ved optælling. Optælling foretages kun, hvis det efter dirigentens skøn er nødvendigt. Afstemningerne foregår efter Bibliotekarforbundets vedtægter §8 og sker ved markering af stemmekort eller ved elektronisk afstemning.

  5. Under behandlingen af indkomne forslag, herunder forslag til ændring af vedtægter, forslag til budget og forslag til Princip- og arbejdsprogram kan der, hvis dirigenten skønner det nødvendigt, formanden eller hovedbestyrelsen ønsker det, eller mindst 20% af deltagerne forlanger det, nedsættes et redaktionsudvalg til at udarbejde forslag til endelig vedtagelse. Redaktionsudvalget forelægger sit forslag ved punktets genoptagelse på dagsordenen.

  6. Der må kun tales fra talerstolen.
    Generalforsamlingen kan, generelt eller under de enkelte punkter, vedtage en afkortning af taletiden. Generalforsamlingen kan vedtage afslutning af et dagsordenspunkt med de indtegnede talere, når en varslet frist for at melde sig som taler er udløbet. Forslagsstilleren og et hovedbestyrelsesmedlem kan dog, inden punktets endelige afslutning få ordet. Er et forslag kollektivt fremsat, kan én person tilhørende dette kollektiv udnytte denne ret, såfremt dirigenten ved forslagets stillelse er blevet overdraget fortegnelse over de personer, som denne ret kan tilfalde.

  7. Ordet gives til talerne i skriftlig indtegnet rækkefølge. Dirigenten skal dog, under den løbende talerrække, give plads for:

    a) Korte bemærkninger - maksimalt 1 minut - til rettelse af fejl eller misforståelser

    b) Ordet til forretningsordenen

  8. Eventuelle ændringsforslag til stillede forslag skal afleveres skriftligt til dirigenten.

  9. Der føres en kortfattet protokol over generalforsamlingens forhandlinger. 

  10. Mobiltelefoner skal holdes lukket eller være på lydløs.

  11. Hele generalforsamlingen eller dele af generalforsamlingen optages på video og anvendes kun til intern dokumentation.