Gå til sidens indhold

Navnedebat: Debat om BF's navn på Facebook

Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse har igangsat en proces om et muligt navneskifte. Blandt andet skal en navnetænketank bestående af formændene for BF’s Privatgruppe og Statsgruppe, samt tillidsrepræsentanter fra to folkebiblioteker, to studerende og to medlemmer af BF’s hovedbestyrelse komme med input til et eventuelt navneskifte. I juni, juli og august har interesserede desuden kunnet debattere faglig identitet og et muligt navneskifte i Facebookgruppen »BF i en ny tid – Navnedebat«. Debatten bruges som indspark til det videre arbejde.

Udpluk fra debatten

"Vi må ikke forskanse os bag en titel, der ikke er længere er hverken rummelig eller fremtidssigtende nok. Vi kan ikke længere spejle os i en fælles »bibliotekar«-identitet, da vores roller og kompetencer breder sig udover det traditionelle bibliotek."

”Jeg anvender også dagligt bibliotekariske kompetencer i en ny kontekst. Jeg tror på brede titler som informationsspecialist, Records Manager, Document Controller, Digital Manager, Information Manager foruden besynderlige jobtitler plus naturligvis kulturformidler. Bibliotekar, tror jeg, udfases inden længe. Først i den private sektor, så i den statslige og til sidst i den kommunale verden. Der er stadig brug for vores faglige kompetencer og demokratiske/vidensdelende/ ikke-kommercielle tilgang med indsigt i samfundsforhold, historie, religion og kultur.”

”I en tid med varm luft og store floskler synes jeg, det er utrolig befriende, at navnet afspejler indholdet. Jeg er bibliotekar. Bibliotekarforbundet er et godt navn. Hvis man vil afspejle medlemmer med andre jobtitler, kan jeg gå med til 'Forbundet for bibliotekarer og informationsspecialister' eller noget i den dur.”

”Måske er jeg sortseer - men som debatten forløber, oplever jeg mere at fagforeningen i et forsøg på muligvis at få nye medlemmer bare taber de eksisterende.”

”Jeg synes et navneskifte er en god idé, fordi det giver os mulighed for at få et navn, hvor vi fortæller, hvad medlemmerne arbejder med, frem for hvor vi arbejder eller, hvordan vi titulerer os selv. ”

”Bibliotekarbrandet er jævnt stærkt. Og vores troværdighed er i top, kun overgået af jordmødre, sygeplejersker, læger og betjente. Så jeg kunne godt være bekymret over at smide det væk til fordel for Fagforening for Informations- og Kulturformidlere (eller hvad forslaget ender med at være).”

”Et nyt navn skal afspejle det, som bibliotekarer arbejder med om 5, 10 og 20 år. Udfordringen er, at faget er så bredt og bibliotekarer arbejder med rigtigt mange ting udover de traditionelle jobs på bibliotekerne, fx it, records management, data management, compliance, auditering, arkiver, ESDH, datakvalitet m.m.”